Danske Rederiers historie

Danske Rederier har siden begyndelsen fokuseret direkte på medlemmernes behov – som arbejdsgivere, som erhvervsvirksomheder og som internationale aktører. Fra sejlskibsæraens ophør til nutidens højteknologiske skibsfart har nøgleordet altid været effektiv interessevaretagelse.

Det sidste lå i luften allerede den 17. januar 1884, da ni mænd mødtes på Hotel Phønix i Bredgade, København. De hørte alle til den gruppe af fremsynede og progressive redere, som satsede på dampdrevne skibe i en tid, hvor sejlskibene endnu var i stort flertal. På mødet vedtog de at stifte ’Dampskibsrhederi-Foreningen’ til varetagelse af deres fælles interesser.

Danmark havde endnu ikke omstillet sig fuldt ud efter nederlaget og tabet af en tredjedel af landets areal til Tyskland i 1864. Dansk økonomi var i høj grad baseret på landbrugsproduktion. Det officielle Danmark satte derfor alle sejl til for at kompensere tabet ved at udvikle og effektivisere landbruget og øge produktionen på den jord, der var tilbage.

Byerhvervene, industri, handel og skibsfart, blev politisk set behandlet som stedbørn. Det var først og fremmest landbrugets tarv, man havde for øje.

I årene efter 1850 havde byerhvervene imidlertid set en betydelig udvikling ikke mindst styret af tidens store erhvervsleder C.F. Tietgen, som ikke billigede den officielle erhvervspolitik. Hans kongstanke blev, at byerhvervene skulle slutte sig sammen og samarbejde for at ’"verve selve Landets Lovgivningsmagt til virksom Kampfælle i den det danske Erhvervsliv forestaaende Konkurrence-Kamp," som han skrev.

Stiftelsen af Dampskibsrhederi-Foreningen var tydeligt inspireret af C.F. Tietgen, og organisationen blev en af landets første lobbyorganisationer, der voksede frem i det nye politiske klima efter folkestyrets indførelse.

Efter organisationens første leveår var der 20 medlemmer og i alt 140 indmeldte skibe, hvoraf alene Det Forenede Dampskibs-Selskab var indmeldt med 84 skibe.

Arbejdsgiverrollen

Med undtagelse af en enkelt sag i december 1884, hvor man drøftede aflønning af besætning på oplagte skibe, beskæftigede man sig i organisationens tidlige år kun meget lidt med løn- og arbejdsforhold for søfarende. organisationen optrådte ikke som forhandlingspart i sådanne spørgsmål, og det var holdningen, at det enkelte rederi selv måtte ordne forholdene over for de ansatte.

Denne holdning kunne imidlertid ikke opretholdes, idet Danmark, i lighed med resten af Europa i de sidste år af det 19. århundrede, blev skueplads for en voksende social og politisk bevidsthed, som udløste arbejdskampe, strejker og lockout og dannelsen af fagforeninger. I begyndelsen af 1898 ændrede organisationen derfor kurs og indgik under trusler om strejke sin første overenskomst med en fagforening, Søfyrbøderne, den 1. juni 1898.

Funktionen som forhandlingsorganisation for rederierhvervets arbejdsgivere har siden da været en væsentlig del af Danske Rederiers aktivitetsområde.

Udviklingen af arbejdsforholdene til søs medførte, at man, støttet af lovgivningen i 1906, oprettede et selskab, som tegnede obligatorisk ulykkesforsikring af søfolk. Samme år valgte man at afskaffe den meget omdiskuterede "vidnesbyrdbog" for søfarende og oprettede i stedet et lægekontor, som skulle foretage undersøgelser af alle de søfolk, som blev forhyret til tjeneste på medlemmernes skibe. Lægekontoret består den dag i dag.

Svær balance

I organisationens første år blev sekretariatsopgaven udført af højesteretssagfører R. Strøm, men efter dennes udnævnelse til nationalbankdirektør i 1888 blev det den siddende formands opgave at forestå organisationens sekretariat.

I lyset af den usikre situation op til første verdenskrig blev det i 1914 besluttet at ansætte en lønnet sekretær samt leje møde- og kontorlokaler til organisationen. Den 1. oktober 1914 kunne man således indvi organisationens første selvstændige domicil i Holbergsgade 1 i København. Faciliteterne blev efter nogle år suppleret, da man efter Fragtnævnet overtog et lejemål på Sankt Annæ Plads ikke langt derfra.

Første verdenskrig bød imidlertid på nye udfordringer for rederierhvervet og for ganisationen. De danske myndigheder ønskede at sikre landets forsyninger af varer, og de indførte derfor visse begrænsninger i friheden til at sejle frit, ligesom der blev pålagt erhvervet nye skatter. De krigsførende landes torpederinger af fragtskibe og minefyldte farvande medførte endvidere et behov for forsikringsordninger for materiel og personer. Som følge af Danmarks neutralitet blev perioden omkring første verdenskrig dog, forretningsmæssig set, en god periode for dansk skibsfart.

Eget hus

I 1919 blev spørgsmålet om selv at opføre et domicil drøftet for første gang. Lokalerne i Holbergsgade og på Sankt Annæ Plads var ikke længere tilstrækkelige til organisationens aktiviteter, og øjnene faldt på en grund i Amaliegade tilhørende Frederiks Hospital, hvis virksomhed nogle år forinden var overført til det nystiftede Rigshospital. Man besluttede sig for et projekt udarbejdet af arkitekt Emanuel Monberg, som rummede såvel kontor- og mødelokaler til eget brug, bolig til organisationens første direktør samt lokaler til udlejning fortrinsvis til virksomheder med forbindelse til erhvervet.

Danske Rederiers sektretariat flyttede ind i de nye lokaler i efteråret 1922, og 16. marts 1923 var det muligt at holde den første generalforsamling i egne lokaler.

Ejendommen vakte efter opførelsen stor bevågenhed som en markant, nyklassicistisk bygning indpasset med stor nænsomhed i det eksisterende miljø af bygninger fra tiden for Frederikstadens grundlæggelse. Arkitekt Monberg blev tildelt Eckersbergsmedaljen for sit arbejde. Læs mere om bygningen i linket nederst. 

Trængsler og vækst

Perioden mellem verdenskrigene var præget af den økonomiske depression og krise, og størrelsen af organisationens sekretariat var i store træk konstant op til 1940.

Men med udbruddet af anden verdenskrig blev den danske handelsflåde delt, da et betydeligt antal skibe valgte at søge allieret havn. Reguleringer af erhvervet og lignende påførte imidlertid organisationen yderligere opgaver, og det blev derfor nødvendigt at udvide sekretariatet. Da krigen sluttede, og handelsrestriktionerne blev afviklet, skete der en vis reduktion i organisationens medarbejderstab.

Standardiseringen af skibstransporten, som tog sin begyndelse i 1960’erne og -70’erne, har været med til at skabe grundlaget for den globalisering og eksplosive vækst i verdenshandelen, som vi har oplevet gennem de seneste 25 år.

Danske Rederiers sekretariat er igen vokset, og organisationen beskæftiger i dag ca. 50 medarbejdere.

Moderne interesseorganisation

Danske Rederier er i dag en moderne interesseorganisation, der repræsenterer rederiernes interesser i forhandlinger med regeringen, ministerierne, folketingsmedlemmerne, pressen, interesse- og arbejdsgiverorganisationer samt fagforeningerne. Organisationen har endvidere inkluderet offshore i sine aktiviteter.

Desuden er Danske Rederier internationalt aktiv som rådgiver for regeringens delegationer og som medlem af forskellige internationale rederiorganisationer i EU og globalt.

I maj 2017 fik Danske Rederier nyt navn og logo. Siden 1959 har Danske Rederier heddet Danmarks Rederiforening, men med udskiftningen af logoet, blev navnet på organisationen ligeledes opdateret.

Herunder kan du læse mere om Danske Rederiers navn og logo.