Alle nyheder

16. november 2020

Nyhed

Asiatisk handelsaftale smitter af på rederier

Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix

En længeventet handelsaftale mellem 15 nationer i Stillehavsregionen blev underskrevet søndag. Handelsaftalen kan få positiv indflydelse på danske rederier, som har mange aktiviteter i regionen.

Otte år skulle det tage, før repræsentanter for 15 lande i Stillehavsregionen i går satte pen til papir og underskrev en storstilet handelsaftale.

Landene tæller blandt andre Kina, Australien, Japan og Sydkorea, og den nye aftale vurderes til at kunne få positiv indflydelse på flere danske rederier:

”25 procent af rederiernes eksportaktiviteter går til de 15 lande i aftalen. Det er aktivitet, som svarer til næsten 62 mia. kroner. En så stor aftale mellem landene sender et vigtigt signal om forståelse for de positive effekter af international handel,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

Landene bag handelsaftalen (Regional Comprehensive Economic Partnership) står for 30 procent af verdens bruttonationalprodukt. På sigt vil aftalen fjerne op til 90 procent af den straftold, som landene pålægger handlen mellem dem i dag.

”Det er svært at sætte kroner og ører på for rederierne, men vi lever af at fragte verdenshandlen og med 2/3 af vores aktivitet uden for EU's grænser, ser vi meget positivt på en aftale som denne. Det gør det lettere at handle imellem en lang række af vores kernemarkeder. Det vil alt andet lige, give os mere at sejle med på sigt,” siger Jacob K. Clasen.

Kina er danske rederiers største enkeltstående eksportmarked og står for cirka 13 procent af eksporten.

Den nye handelsaftale skal nu ratificeres i de 15 partnerlande, før den kan træde i kraft.