Alle nyheder

23. april 2020

Nyhed

Dannebrog til tops: Nye skibe flager ind

Foto: Maersk Supply Service

Udvidelsen af den særlige skatteordning for rederier og søfolk (DIS) giver nu pote. Fire skibe i offshore-sektoren har flaget ind, og flere kan være på vej.

Tre skibe fra Maersk Supply Service og ét fra ZITON har hejst Dannebrog i hækken. Dermed kommer de ind under den såkaldte DIS-ordning (Dansk Internationalt Skibsregister), som blandt andet indebærer den særlige sømandsbeskatning.

Indflagningen har været mulig, efter et bredt flertal i Folketinget kort før nytår vedtog en udvidelse af ordningen til også at omfatte offshore-fartøjer.

CEO for Maersk Supply Service, Steen S. Karstensen udtaler:

“Udvidelsen af DIS-ordningen styrker offshore-industrien i Danmark og gør det muligt at operere med fartøjer under dansk flag på konkurrencedygtige vilkår i et udfordrende marked. Processen med udvidelsen har været i gang i flere år, og vi er meget tilfredse med resultatet.”

Offshore-fartøjer udfører opgaver som f.eks. at fragte mandskab og materialer til og fra boreplatforme og havvindmølleparker. Der arbejder godt 2.000 søfolk i den danske maritime offshore-sektor. Dertil kommer godt 650 ansatte på rederikontorerne i land.

Industri i fremgang

Set over de sidste fem år har den internationale offshore vindindustri været i markant fremgang. Det ses også inden for det maritime segment, hvor 45 danske rederier og 187 dansk opererede fartøjer i dag helt eller delvist er beskæftiget med havvind.

 

Servicerederiet ZITON satte i sidste uge Dannebrog på deres seneste jack-up fartøj, og her mærker de både det voksende marked og den øgede konkurrence.

 

”Der er ingen tvivl om, at markedet for offshore vind er stigende, men samtidig er konkurrencen blandt de forskellige aktører også løbende blevet skærpet. Vi har længe kunnet konkurrere på kvaliteten, men med udvidelsen af DIS styrker vi nu også vores internationale konkurrenceevne”, siger Thorsten Jalk, CEO hos ZITON.

 

I Danske Rederier er man glade for, at indsatsen for at udvide DIS-ordningen får den ønskede effekt:

 

”Det er en god nyhed, at nye skibe tilslutter sig det danske flag. Det var vores forventning, at udvidelsen ville tiltrække nye fartøjer til det danske flag, og det er godt at se, at rederierne kvitterer for udvidelsen ved at flage ind. Offshore-vindmarkedet er i vækst globalt. og den vækst skal danske rederier have del i,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.