Alle nyheder

13. januar 2022

Nyhed

Dansk flag rykker plads op

Foto: Cadeler

Igen i 2021 satte antal skibe på dansk flag rekord. 779 skibe sejler nu under Dannebrog, hvilket er en fremgang på 2,6 procent siden årsskiftet. Fremgangen betyder, at Danmark rykker en plads op på listen over største flagstater.

En optælling foretaget af Danske Rederier viser, at der nu er 779 skibe på dansk flag.

Det er 15 flere end samme tidspunkt sidste år, og en fremgang på 2,6 procent. Ser man på tonnagen, er den steget fra 22,34 mio. BT til 23,24 mio. BT, hvilket svarer til en stigning på 4 procent.

Årets fremgang i det danske flag betyder, at Danmark som flagstat nu indtager en 11. plads i verdensflåden, når man måler på bruttotonnagen. Det er én plads frem ift. sidste år.

Rederiet TORM har haft travlt med at indkøbe nye Dannebrogsflag til deres skibe. 16 af de sorte og orange TORM-skibe er i årets løb blevet flaget ind.  

”Vi afvejer fordele og ulemper, hver gang vi flager et skib ind. Og konklusionen for os er, at Dannebrog kan konkurrere med andre flag, og derfor er det attraktivt for os. Når vi vælger flag, ser vi på de finansielle og operationelle forhold, og i det indgår også, at vi samtidig styrker Danmarks position som søfartsnation i international sammenhæng, når fremtidens rammebetingelser for søfart skal forhandles,” siger Jacob Meldgaard, CEO i TORM og formand for Danske Rederier. 

Tilslutningen til flaget kan være en af de ting, der skeles til, når der eksempelvis skal forhandles globale rammer for skibsfarten i FNs søfartsorganisation, IMO. En stærk flagstat markerer sig unægtelig nemmere i forhandlingerne.

Mål er indfriet

”Jeg bliver aldrig træt af at gentage nyheden om, at Dannebrog er gået frem, og det er også tilfældet i år. Dansk flag signalerer kvalitet og ordnede forhold, og siden 2000 er både antal skibe og tonnage på dansk flag vokset år for år,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

”Vi har haft som erklæret mål i vores strategi, at den dansk flåde skulle vokse med ti procent i både antal skibe og bruttotonnage i løbet af strategiperioden. Ved nytår randt perioden ud, og målene er mere end indfriet med 14 procent flere skibe på dansk flag og 43 procent større tonnage,” siger Anne H. Steffensen.

Se netto ind- og udflagninger herunder: