Alle nyheder

15. juni 2021

Nyhed

Dansk ordning for landstrøm forlænges

Det Europæiske Råd har godkendt en forlængelse af den danske ordning for reduceret afgift for landstrøm til skibe frem til juni 2027. Danske Rederier har skubbet på for en forlængelse af ordningen, der stod til at løbe ud i juni i år.

Det vil også fremover kunne betale sig for færgerne at trække et strømkabel i land og  slukke skibets hjælpemotor, mens de er i havn.

Det Europæiske Råd har nemlig godkendt en forlængelse af den danske ordning for reduceret afgift for landstrøm frem til 2027, og dermed kan færgerne fortsat lade batterier og trække strøm til systemerne om bord til en lav pris.

”Vi er altid optaget af, hvordan vi kan reducere den lokale luftforurening fra skibsfarten og skubber på den grønne omstilling generelt, og derfor er jeg tilfreds med, at det nu sikres, at færgerne, der i dag sejler på batterier, fortsat kan bruge el i stedet for brændstof” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier. 

Batteri i stedet for brændstof

Batterier fylder mere og mere blandt de danske færger. ForSea har i flere år sejlet på el mellem Helsingør og Helsingborg , Scandlines sejler med en blanding af batteri og brændstof på deres hybridflåder, Molslinjens nye Fanøfærge sejler på ren el og DFDS planlægger at bruge landstrøm i København.

Klimapartnerskabet for Det Blå Danmark anbefalede derfor også, at regeringen gør udrulning og styrkelse af elnettet i danske havne til en national prioritet.

”Hvis vi skal have elektrificeret færgedriften i endnu større omfang, så kræver det store investeringer i land. Man kan ikke bare trække en forlængerledning fra færgen op til nærmeste strømstander, det kræver en helt anden kapacitet. Med Rådets beslutning om at forlænge ordningen for afgiftsfritagelse for landstrøm, giver det  mening fortsat at gå den vej,” siger Jacob K. Clasen.

Danmark har 71 færgeruter. Disse ruter er opdelt i 19 internationale ruter og 52 indenrigsruter. Af indenrigsruterne er 14 genvejsruter, mens de resterende 38 ruter skaber forbindelser til de danske øer.