Alle nyheder

19. februar 2020

Nyhed

Danske Rederier besøger Europaskolen i Bruxelles

Som en del af European Shipping Week besøgte Danske Rederier Europaskolen i Bruxelles. Her fik de danske elever i alderen 14-18 år indblik i de mange uddannelses- og karrieremuligheder, Det Blå Danmark har at byde på.

Søfart står ekstra højt på dagsordenen i Bruxelles i denne uge, hvor der afholdes European Shipping Week. Det er dog ikke kun de mange embedsfolk og politikere i EU-institutionerne, som har mulighed for at blive klogere på den maritime sektor. På Europaskolen var cirka 25 danske elever mødt op for at opleve den blå sektor helt tæt på.

I første lektion fik eleverne mulighed for at spille rollespillet ’Seven Seas’ om driften af et rederi. Og der skal tages højde for mange ting, når man leder et moderne, verdensomspændende rederi. Der skal lukkes kontrakter, købes brændstof, planlægges sejlruter og udvikles ny teknologi. Det fik elev på Europaskolen, Charlotte, lov at opleve, og hun var begejstret for den alternative måde at stifte bekendtskab med branchen på:

”Jeg synes, det har været spændende at høre om de mange forskellige typer stillinger i Det Blå Danmark - både til vands og til lands. Jeg vidste ikke, hvad Det Blå Danmark var, før jeg kom til arrangementet i dag”, siger Charlotte og uddyber.

”Det var også interessant, at der kom en person, som arbejder på et skib og fortalte om sine oplevelser.”

Inspiration fra World Careers

Anne Bay Riisager er kampagneleder for World Careers hos Danske Rederier og havde arrangeret dagen for eleverne:

”Spillet introducerer eleverne til den maritime branche på en sjov og underholdende måde og giver dem et indblik i de mange forskellige typer karriereveje, man kan vælge i Det Blå Danmark” siger Anne Bay Riisager, kampagneleder hos Danske Rederier.

Udover at give de unge mennesker et indblik i Det Blå Danmarks mange uddannelses- og karrieremuligheder, fik de også en historie fra den virkelige verden. Studerende på Simac, Michael Richter, var nemlig taget med til Bruxelles for at fortælle om hverdagen som skibsfører hos Maersk.

Oplæg fra en rollemodel som Michael er med til at rykke ved nogle af de mange fordomme og give en personlig indsigt i en branche, der kan være svær at forstå for unge mennesker.

Ane Sofie Syberg er lærer på Europaskolen, og hun mener, at eleverne med deres internationale hverdag kan blive tiltrukket af en karriere i shipping:

”Jeg er rigtig glad for, at Danske Rederier har taget sig tid til at besøge os her på Europaskolen. Vores elever er vant til at færdes i internationale miljøer, og her på skolen har vi et stort globalt udsyn. Derfor tror jeg, at mange af dem kan blive tiltrukket af et liv i Det Blå Danmark, hvor de har mulighed for at arbejde i hele verden med kollegaer fra mange forskellige kulturer og nationaliteter,” siger Ane Sofie Syberg, lærer på Europaskolen i Uccle, Bruxelles.


Om World Careers
World Careers er en kampagne på vegne af hele Det Blå Danmark, der har til formål at oplyse unge i alderen 14-28 år om de maritime uddannelses- og karrieremuligheder. Kampagnen er administreret af Danske Rederier og finansiereret af de maritime fonde. Læse mere på worldcareers.dk