Danske Rederier: Bredt flertal styrker væksten i Det Blå Danmark

12.11.2017 Nyhed

Regeringen har søndag indgået en aftale om en erhvervspakke sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Partierne bag pakken vil både afskaffe registreringsafgiften for videresolgte skibe og udvide sømandsskatten til hele offshore området. Det er et rygstød til dansk søfart, mener Danske Rederier.

Søndag aften nåede et flertal hen over midten af Folketinget til enighed om en erhvervs- og iværksætterpakke efter flere måneders forhandlinger. Med aftalen udvides sømandskatten (DIS-ordningen) til hele offshore området.

”For at fastholde og udvikle Danmarks position som førende søfartsnation er der behov for at styrke den danske offshore-sektors konkurrenceevne,” som der står i aftaleteksten.

Det er et initiativ, som længe har været efterspurgt af rederierne, og som vil styrke konkurrenceevnen på markedet for maritim offshore. Det er vigtigt for, at Danmark kan favne fremtidens skibe også, samtidig med at vi udnytter den styrkeposition, som landet har indenfor eksempelvis havvind.

“Danmark kan noget særligt på havvind og offshore og med den udvidelse af sømandsskatten, som Regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale nu er enige om, så vil rederierne også være konkurrencedygtige i kampen om de næste jobs indenfor offshore, som er et marked i vækst. Det er afgørende for Danmarks førerposition inden for søfart,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier om den nye aftale.

Sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre vil regeringen også fjerne registreringsafgiften for videresolgte skibe. Her står der i aftaleteksten, at registreringsafgiften håndteres:

”… så den bliver mere sammenlignelig med andre maritime nationer, og Danmark dermed kan fortsætte sin udvikling som attraktiv global maritim nation og flagstat frem mod og efter 2025.”

Det vil gøre det mere attraktivt at registrere skibe i Danmark, konstaterer Anne H. Steffensen:

“Med dagens aftale fjerner partierne bag forliget registreringsafgiften på skibe, der sælges videre. Den har gjort det for dyrt for mange rederier at sætte deres skibe på dansk flag. Det sender et stærkt vækstsignal fra Danmark, som helt sikkert vil blive hørt i den globale, maritime industri, og stille os stærkt i kampen for at tiltrække aktivitet til Danmark,” siger Anne H. Steffensen.

Læs hele aftaleteksten her 

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Anne H. Steffensen
    Adm. direktør, Danske Rederier
    Telefon:  +45 3348 9210
    Mobil:  +45 2434 3775
  2. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danske Rederier
    Mobil:  +45 2613 6935