Alle nyheder

05. marts 2018

Nyhed

Danske Rederier byder ambassade i Algeriet velkommen

I dag åbner udenrigsminister Anders Samuelsen udenrigstjenestens nyeste repræsentation i Algeriet. Danske Rederier byder styrkelsen af Danmarks tilstedeværelse i Nordafrika velkommen – og glæder sig over den foreløbige udmøntning af regeringens udenrigspolitiske strategi.

Det er gode nyheder når den danske regering i dag vælger at åbne en dansk ambassade i Afrikas største land og fjerdestørste økonomi, Algeriet. Det danske politiske fokus er her bl.a. på internationalisering af dansk erhvervsliv – og mulighederne for at fremme danske virksomheders vilkår i området.

“Jeg er rigtig glad for at kunne åbne den danske ambassade i Algier. Algeriet er en vigtig partner og allieret på en lang række områder af stor betydning for Danmark. En styrket dansk tilstedeværelse i Algier vil kunne fremme danske kommercielle interesser i Algeriet,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen i en meddelelse.

 

Økonomisk diplomati vigtigt for dansk skibsfart

De danske rederier har 95 pct. af deres aktiviteter udenfor Danmark – og mere end 66 pct. er udenfor Europa. Global tilstedeværelse giver store muligheder – men skaber også udfordringer fra tid til anden.

Det fremhæver behovet for en øget dansk diplomatisk tilstedeværelse på de internationale markeder. Ikke mindst behovet for økonomisk diplomati understreges af Danske Rederier.

 

”Vi er meget glade for åbningen af den danske ambassade i Algeriet. Et så globalt erhverv som dansk skibsfart er afhængig af de danske repræsentationer i udlandet – og ikke mindst det økonomiske diplomati som disse repræsentationer er garant for. Vores erfaring er, at de danske repræsentationer har været stærke i forhold til at understøtte rederiernes aktiviteter og løse konkrete udfordringer for vores medlemmer”, siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier

 

Dansk skibsfart eksporterede i 2016 for 704 mio. DKK til Algeriet og havde desuden mere end 430 havneanløb til de algeriske havne.

Med en samlet eksport på 16,8 milliarder i 2016 er det afrikanske kontinent af stigende vigtighed for dansk skibsfart. Her er Algeriet en regional nøgleaktør - både politisk og økonomisk.

Udenrigsministerens besøg til Algeriet slutter i morgen, tirsdag d.6. marts.