Alle nyheder

02. september 2021

Nyhed

Danske Rederier deltager i bæredygtighedsfestival

I morgen slår bæredygtighedsfestivalen Tomorrow dørene op, og Danske Rederier er partner på både Tomorrow Summit og Tomorrow Festival.

Skibsfarten er den mest klimavenlige transportform over lange afstande. Men når op mod 90 procent af verdens handel fragtes om bord på et skib, bliver klimaaftrykket alligevel stort.

Så hvad skal man vælge, når man står i supermarkedet med en banan fra en plantage i Costa Rica og en bakke jordbær fra et hollandsk drivhus?

Det er den type spørgsmål og dilemmaer, som festivalen Tomorrow sætter fokus på fredag og lørdag, hvor Danske Rederier er partner på både Tomorrow Summit og Tomorrow Festival.

Fredag er der debat om skibsfartens transformation til CO2-neutral transportform med Bo Cerup-Simonsen, adm. direktør i Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping:

”Den globale ambition om at nedbringe CO2-udledningen og stoppe klimakrisen kræver, at alle sektorer tager ansvar og bidrager til nye løsninger. Skibsfarten spiller en central rolle i alle større værdikæder og transporterer i dag omkring 90 % af verdens gods på en meget energieffektiv måde. Men de ca. 70.000 skibe på verdenshavene udleder samtidig cirka 3 % af den samlede, globale mængde CO2. Opgaven er derfor at fremtidssikre branchen ved at gøre den maritime industri CO2 neutral, så vi kan løse denne essentielle transportopgave på en ansvarlig og bæredygtig facon og fortsætte med at understøtte global vækst, handel og udvikling,” siger Bo Cerup-Simonsen.

Ud over debat fredag på Tomorrow Summit kan man på selve festivalpladsen besøge udstillingen Change Transport, hvor forskellige transportformers udledning synliggøres.

 ”Med skibsfartens forholdsvis store samlede klimaaftryk følger også en stor mulighed for at nedbringe CO2-udledningen. Den mulighed har mange danske rederier allerede set, og Tomorrows tema om bæredygtighed rammer godt ned i de tanker, vi har om fremtidens shipping,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.   

Danske Rederier har en klar målsætning om klimaneutralitet i 2050 uden brug af klimakompensation. Desuden skal det første oceangående nulemissionsskib være i kommerciel drift i 2030.

Læs mere om Tomorrow her