Danske Rederier glæder sig over millionstøtte til Vækstteamets anbefalinger

15.06.2017 Nyhed

25 millioner kroner fra Den Danske Maritime Fond skal hjælpe med at støtte projekter baseret på Vækstteamets anbefalinger, heriblandt Blue INNOship.

Forskning og udvikling i Det Blå Danmark får i de kommende år et solidt rygstød fra Den Danske Maritime Fond, der har afsat 25 millioner kroner i støtte som konkret opfølgning på Vækstteamets anbefalinger.Blandt rækken af indsatsområder har Vækstteamet anbefalet en fortsættelse af Blue INNOship.

Helt konkret støtter fonden det altafgørende benarbejde, som skal danne fundament for Blue INNOship II, nemlig etablering af en platform, der skal beskrive Det Blå Danmarks styrker, udfordringer og udviklingsmuligheder samt en samlet ansøgning til Innovationsfonden.

 

Danske Rederier glæder sig over, at man allerede nu med fondens støtte kan tage boldene op fra Vækstteamets anbefalinger.

 

”Den maritime sektor står i disse år overfor en rivende udvikling, som kræver, at rederierne er godt rustede og omstillingsparate for fortsat at kunne være blandt verdens førende,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

 

Blue INNOship har blandt andet tidligere med succes fundet brændstofbesparende løsninger for Torm og J. Lauritzen ved brug af nyudviklede software løsninger. Tanken med Blue INNOship II er at styrke arbejdet med big data og digitale løsninger med udgangspunkt i ’fremtidens smarte skib’, som vil blive præget større automation, autonome systemer, og ultimativt det autonome skib. Desuden ses der på fremtidens blå forretningsmodeller alt sammen baseret på bæredygtighed og høj sikkerhed. Således er cybersecurity også på emnelisten.

 

”Blue INNOship II skal med idéen om ’fremtidens smarte skibe’ være med til at udvikle teknologi, forretningsmodeller og rydde regulatoriske barrierer af vejen. Det kræver gode kræfter fra universiteter, institutter, udstyrsproducenter og rederier.  I Det Blå Danmark har vi en fælles interesse i at fastholde og styrke samarbejdet på tværs,” siger Anne H. Steffensen.

 

Bag ansøgningen til Den Danske Maritime Fond står Maritime DTU, Danske Maritime, Force Technology, Søfartsstyrelsen og Danske Rederier.

 

De 25 millioner kroner er stillet til rådighed for aktiviteter indenfor en række konkrete områder ryggen af de anbefalinger, som det Maritime Vækstteam offentliggjorde den 21. april.

Klik her og læs hele Den Maritime Fonds pressemeddelelse

 

Fakta om Blue INNOship

Blue INNOship er et maritimt samfundspartnerskab med deltagelse af 36 leverandører, rederier, designvirksomheder, konsulenter, GTS institutter, universiteter og klassifikationsselskaber.

Formålet med samarbejdet er at skabe vækst, arbejdspladser og konkurrencedygtighed gennem udviklingen af miljørigtige løsninger til den maritime industri. Samarbejdet sker igennem i alt 15 projekter, der er inddelt i fem tekniske arbejdspakker.

Det samlede budget er på 120 mio. kr. hvoraf Innovationsfonden har investeret 50 mio. kr., Den Danske Maritime Fond samt Orients Fond har investeret cirka 20 mio. kr. og partnerne har investeret resten.

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Anne H. Steffensen
    Adm. direktør, Danske Rederier
    Telefon:  +45 3348 9210
    Mobil:  +45 2434 3775
  2. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danske Rederier
    Mobil:  +45 2613 6935