Alle nyheder

03. maj 2018

Nyhed

Danske Rederier: Havets mange forretningsmuligheder skal udvikles bæredygtigt

Rederierne og de maritime erhverv står overfor en række interessante forretningsmuligheder, der tager afsæt i bæredygtighed og udviklingen af verdenshavene som kilde til transport, energi og fødevarer. Det var baggrunden for gårsdagens debat på Opening Oceans Conference, hvor Danske Rederiers formand og CEO for Maersk Energy Division, Claus V. Hemmingsen, deltog.

Opening Oceans konferencen samler i disse dage aktørerne i de forskellige erhverv, der tager afsæt i havene. Det gælder lige fra shipping, udvinding afnaturressourcer,offshore energi, fødevareproduktion til hav og logistik.

 

Formålet med konferencen er at drøfte perspektiverne i den maritime økonomi, og ikke mindst hvordan havene bruges som økonomisk ressource på bæredygtig vis. Netop denne kombination bliver afgørende, hvis havene skal udvikles økonomisk, understregede Claus V. Hemmingsen i sit indlæg.

 

”Havene rummer et økonomisk potentiale indenfor en række industrier. Det kræver dog omtanke og en ansvarlig tilgang, hvis vi skal høste potentialet og samtidig beskytte havene. Derfor bliver forretningsudvikling og bæredygtighed nødt til at gå hånd i hånd, så vi inddrager FN’s verdensmål som kompas i de kommercielle beslutninger. I den sammenhæng vil IMO’s klimastrategi være et vigtigt tiltag,” sagde Claus Hemmingsen, formand for Danske Rederier.

 

Digitalisering skaber muligheder

Ifølge Danske Rederiers formand vil digitalisering også forandre shipping og byde på nye muligheder på verdenshavene.

 

Når verdensflåden først forbindes digitalt vil indsamling af data fra skibe og digitalisering af processer skabe muligheder for at optimere driften og derved nedbringe omkostninger og CO2-udslip. Samtidig vil digitaliseringen effektivisere de kommercielle processer til gavn for alle led af værdikæden.

 

Som eksempel fremhævede Claus V. Hemmingen Maersk Line’s samarbejde med IBM om en blockchain løsning, der digitaliserer den globale handel.

 

“I dag svarer dokumenthåndteringen op til en femtedel af de fysiske transportomkostningen ved fragt af for eksempel en container med blomster fra Kenya til Rotterdam. Hvis vi kan lykkes med at løse den udfordring, så skaber det nye muligheder for den kenyanske farmer og deraf øget vækst og velstand,” sagde han.

 

Fakta - Opening Oceans Conference

Op mod 200 beslutningstagere, meningsdannere og forskere deltager i Opening Oceans konferencen, der afholdes i Lokomotivværkstedet i København den 2-3. maj som del af Danish Maritime Days. Over de to konferencedage vil mere end 50 talere deltage i en lang række debatter, der alle har havet og bæredygtige løsninger som omdrejningspunkt.

 

Det er norske Nor-Shipping, der står bag konferencen. De arrangerer også Skandinaviens største maritime konference, der afholdes i Norge hvert andet år.

 

Se hele programmet for Opening Oceans Conference her.