Alle nyheder

02. juli 2018

Nyhed

Danske Rederier og Rederiforeningen af 2010 lagt sammen

I maj blev det besluttet, at de to rederiforeninger skulle sammenlægges. Den beslutning er ført ud i livet per 1. juli, hvor de to organisationer nu er blevet til én.

Både Danske Rederier og Rederiforeningen af 2010 besluttede i slutningen af maj 2018, at en fusion af de to organisationer var vejen frem. Denne sammenlægning bygger videre på et årelangt samarbejde om et fælles sekretariat og en række andre væsentlige områder.

Derfor glæder Anne H. Steffensen, direktør i Danske Rederier sig også til at fusionen føres ud i virkeligheden:

”Det er ikke min forventning, at medlemmerne umiddelbart mærker en stor forskel, da rederierne eksempelvis allerede i dag indgår i den samme udvalgsstruktur og har kontakt til de samme kollegaer her i sekretariatet. Samlet set betyder fusionen dog, at vi står stærkere som en samlet stemme for handelsflåden, og det vil selvfølgelig komme medlemmerne til gode,” siger Anne H. Steffensen.

Den officielle dato for fusionen var den 1. juli 2018. Bestyrelsen er i forbindelse med sammenlægningen udvidet til at rumme to yderligere repræsentanter, som udgår af Rederiforeningen af 2010.