Alle nyheder

03. oktober 2018

Nyhed

Danske Rederier søger klimaekspert

Vil du være med til at udvikle, drive og varetage klima- og miljøinteresserne for Danmarks største eksporterhverv?

Afdelingen for Sikkerhed, Miljø og Maritim Forskning har ansvaret for, at de politiske lovkrav og den tekniske formåen går hånd i hånd og understøtter dansk skibsfarts målsætning om at være i front, når det gælder sikkerhed, miljø og maritim forskning. Her har vi brug for en skarp klimaekspert.

Dine opgaver

Dine primære opgaver vil ligge indenfor klima- og miljøspørgsmål. FN’s Søfartsorganisation, IMO, vedtog i foråret en CO2-reduktionsstrategi for den globale skibsfart og den strategi skal nu udmøntes i konkrete lovkrav. Danske Rederier har en ambitiøs klimastrategi og der ligger en stor arbejdsopgave i at sikre maksimal indflydelse på den kommende lovgivning. Et solidt kendskab til de internationale klimaforhandlinger og politiske processer er derfor en klar forudsætning. Kendskab til de maritime klimaforhandlinger vil være et plus. Du vil dog også komme til at varetage andre kerneopgaver blandt afdelingens ansvarsområder. Du vil bl.a. få ansvar for – i tæt samarbejde med medlemmerne – at udforme Danske Rederiers positioner samt at varetage rederiernes interesser i de politiske beslutningsprocesser. Dertil kommer et bredt dialogbaseret samarbejde med en række aktører herunder NGO’er og rederiforeninger i andre lande.

Den ideelle ansøger 

  • er samfundsvidenskabelig kandidat eller uddannet ingeniør
  • har – især i tilfælde af samfundsvidenskabelig baggrund – erfaring fra erhvervet f.eks. via ansættelse hos et rederi eller myndighed
  • har – især i tilfælde af teknisk baggrund – et solidt kendskab til politiske beslutningsprocesser f.eks. via ansættelse hos en myndighed
  • har politisk tæft og fingerspidsfornemmelse og dermed kender din besøgelsestid rent lobbymæssigt 
  • er velformuleret både i tale, på skrift og ved præsentationer på både dansk og engelsk
  • kan koge svær substans ned til konkrete budskaber og kommunikere til eksterne interessenter, herunder pressen
  • er stærkt fagligt funderet og i stand til at tænke ud af boksen
  • er indstillet på at løse både tekniske og politiske problemstillinger og forstår vigtigheden af kombinationen af teknik og politik 
  • kan samarbejde på tværs af faglighed og organisationer
  • har et godt netværk blandt interessenter og forstår at pleje det
  • er social, engageret, fleksibel, humørfyldt og har en god portion gåpåmod

Du kan forvente

  • mange udfordrende opgaver i et spændende og krævende miljø med dygtige og målrettede kollegaer
  • høj grad af individuelt ansvar
  • godt samarbejde både internt og eksternt 
  • ca. 20 rejsedage årligt
  • løn og stillingsbetegnelse efter kvalifikationer

Er du interesseret?

Har du spørgsmål, så er du meget velkommen til at kontakte direktør for afdelingen Sikkerhed, Miljø og Maritim Forskning Maria Skipper Schwenn på telefon 21 28 49 66.

Send din ansøgning mærket ”Klimaekspert SMF”, CV og relevante bilag til hr@danishshipping.dk senest fredag den 19. oktober 2018 kl. 12.00. Vi forventer at afholde samtaler i uge 43 og 44 med henblik på tiltrædelse den 1. december 2018.

Danske Rederier er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for danske rederier. Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv og kernen i Det Blå Danmark, som skaber 95.000 danske arbejdspladser. Vi er et vigtigt erhverv lige fra hovedstad til yderkommuner, herunder også færgefarten, som er en integreret del af den danske infrastruktur. Dansk skibsfart står for kvalitetsskibsfart, der kombinerer ansvarlighed overfor sine omgivelser med stærk konkurrenceevne. Det Blå Danmark står for omkring 17 procent af den samlede danske eksport. Se mere på www.danishshipping.dk.