Alle nyheder

17. januar 2023

Nyhed

Danske Rederier søger klimakonsulent til barselsvikariat

Vil du være med til at udvikle, drive og varetage klimainteresserne for dansk skibsfart? Så er det måske dig, vi har brug for som dygtig klimakonsulent.

Spændende job, der kræver, at man trives i kompleksitet

Danske Rederier arbejder for en klimaneutral flåde i 2050, og de første emissionsfrie skibe skal være i kommerciel drift inden 2030. Vi står som erhverv dermed over for en gigantisk omstillingsproces, som berører alt lige fra produktionen af nye brændstoffer, energiinfrastruktur og opgørelse af udledninger til karbonpris, politiske prioriteringer og kommercielle forhold. Både tekniske og operationelle klimakrav træder i kraft i nær fremtid, og der ligger således også en stor arbejdsopgave i at sikre solid implementering og maksimal indflydelse på justeringer af lovkravene, så de fortsat understøtter danske rederiers klimaambitioner.

Dine opgaver

Som en del af teamet i afdelingen Klima, Miljø og Sikkerhed vil du – afhængig af din profil og erfaring – fx få ansvar for at håndtere implementeringen af klimakravene – både i forhold til at rådgive medlemmerne og fremme Danske Rederiers synspunkter over for politikere og myndigheder. Derudover vil du skulle bidrage til, at vi leverer på vores strategi Towards Zero, som i høj grad har den grønne omstilling som omdrejningspunkt. Her indgår der bl.a. opgaver ift. både EU og IMO-reguleringen, indsamling og bearbejdning af emissionsdata fra den danske flåde og opbygning af nye alliancer, der kan være med til at sætte dagsordenen.

Endelig vil du skulle forklare komplekse problemstillinger for alle målgrupper, herunder også til brug i medierne. Dette kan være i form af notater, bestyrelsesmateriale, præsentationer og nogle gange bare ”fem hurtige bullets” på mail inden for en meget kort deadline.

Den ideelle ansøger

  • har en ingeniørmæssig baggrund eller god teknisk forståelse af skibsfartens udfordringer i den grønne omstilling
  • har gerne erfaring fra et rederi, energiproducent eller en relevant myndighed
  • har politisk tæft og fingerspidsfornemmelse
  • kan koge svær substans ned til konkrete budskaber
  • har et solidt kendskab til maritime klimaforhandlinger og politiske processer - på både nationalt, EU og internationalt niveau
  • er velformuleret både i tale, på skrift og ved præsentationer på både dansk og engelsk
  • er indstillet på at løse både tekniske og politiske problemstillinger og forstår vigtigheden af kombinationen af teknik og politik
  • kan samarbejde på tværs af faglighed og organisationer
  • har et godt netværk blandt interessenter og forstår at pleje det

 

Du kan forvente

  • at blive en del af et velfungerende team og ditto arbejdsplads
  • udfordrende opgaver i et krævende miljø med dygtige og målrettede kollegaer
  • høj grad af individuelt ansvar
  • godt samarbejde både internt og eksternt
  • 20 rejsedage årligt
  • løn efter kvalifikationer og anciennitet
  • tidsbegrænset ansættelse på 1 år med evt. mulighed for forlængelse.

 

Vi glæder os til at høre fra dig

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte direktør for Klima, Miljø og Sikkerhed, Maria Skipper Schwenn på telefon 21 28 49 66.

Send din ansøgning - inkl. CV - med ”Klimakonsulent KMS” i emnefeltet til hr@danishshipping.dk senest den 30. januar. Vi forventer at afholde samtaler i uge 6 med henblik på tiltrædelse senest 1. april 2023.

Danske Rederier

Danske Rederier er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for danske rederier. Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv og kernen i Det Blå Danmark, som skaber mere end 100.000 danske arbejdspladser. Vi er et vigtigt erhverv lige fra hovedstad til yderkommuner, herunder også færgefarten, som er en integreret del af den danske infrastruktur. Dansk skibsfart står for kvalitetsskibsfart, der kombinerer ansvarlighed over for sine omgivelser med stærk konkurrenceevne. Danske rederier står for omkring 22 procent af den samlede danske eksport. Se mere på www.danishshipping.dk.