Alle nyheder

27. maj 2019

Nyhed

Danske Rederier tilfreds med EP-valg

Søndagens valg til Europaparlamentet bød på en historisk stor valgdeltagelse og en styrkelse af de partier, der vil Europa. Danske Rederier ser positivt på valgets resultat.

Hele 66 procent af de danskere, der havde mulighed for at stemme ved det netop overståede valg til Europaparlamentet, brugte noget af deres søndag på at få sat krydset ved en af de mange kandidater.

Den historisk høje valgdeltagelse glæder Danske Rederier.

”Det et meget positivt, at vi ved dette valg – som på mange måder er ekstremt vigtigt - ser en rekordhøj valgdeltagelse og en styrkelse af de partier, der vil Europa og aktivt søger indflydelse, ” siger direktør for erhvervspolitik og analyse i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.

”Jeg er specielt glad for at se, at Danmark stadigt er stærkt repræsenteret i alle de store grupper, og at det lykkedes at bevare en dansk plads i den store EPP-gruppe, som trods tilbagegang stadig vil være en vigtig gruppe for os.”

”Når støvet har lagt sig, er det altafgørende, at det nye parlament fortsat kæmper for frihandel og handelsaftaler med lande verden over, samtidig med at klimaindsatsen prioriteres højt,” siger Jacob K. Clasen.

”På europæisk plan er de store grupper lidt svækkede, men vi ser bestemt gode muligheder for, at de det danske bidrag til parlamentet kan gøre sig gældende på de vigtige områder.”