Debat El-færger - Grøn optimisme på bølgen blå

19.06.2017 Kommentar

Verdens største elfærge stævner snart ud fra Helsingør, hvor den skal være en del af den flydende bro mellem Danmark og Sverige. Det skriver Lars Chr. Lilleholt, energi-, forsynings og klimaminister (V) og Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier i et debatindlæg i Fyens Amtsavis lørdag d. 17. juni.

Det er endnu et skridt frem for grønfærgefart i Danmark og dermed også for vores grønne omstilling af transporten.Det sker på en prisdygtig måde, hvilket ellers har været en udfordring andre steder i transportsystemet.

Derfor er det en mærkedag, når Tycho Brahe med el som energikilde for første gang sejler over Øresund mellem Danmark og Sverige til den stille summen af elmotorer.

Det baner vejen for en omstilling af den del af transportsektoren og sker i forlængelse af en aktiv dansk, politisk indsats. Vi har sænket elafgiften massivt for skibe, og vi er i gang med helt at afskaffe PSO-afgiften, som ellers var en stor hæmsko for at bruge den grønne el i eksempelvis transportsektoren.

Et andet vigtigt element har været de EU-midler, som er øremærket til grøn omstilling af transportsektoren.

De har ikke bare været vigtige på Øresund, men også i forhold til hybridfærger på Scandlines' færgeruter til Tyskland. Mellem Gedser og Rostock er der således skåret to tredjedele af brændstofforbruget per overfart per bil med disse nye færger.

Der er altså grund til grøn optimisme, når man kigger ud over Danmarks færgekort. For flere overfarter tænker også i grøn omstilling til el eller LNG, herunder overfarten til Ærø. Tag også overfarten til Venø i det nordvestjyske, som allerede er en hybrid-færge, men givet de nye politiske muligheder overvejer at gå hele vejen til el.

Også uden nybygninger sker der forbedringer: Mols-Linjen er målrettet gået efter at optimere driften, og har derved opnået en besparelse på over fem procent i brændstofforbruget. Den vej skal vi også afsøge.

Elektrificering af transportsektoren er et element i vores grønne omstilling.

Vi har allerede de afgiftsmæssige rammer på plads, så det bliver mere overkommeligt at omstille til eldrift, også på de mindre færgeruter. Men allerede nu kan vi glæde os over, at verdens største elfærge på Øresund giver anledning til ny grøn optimisme og sætter Danmark på verdenskortet.

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Jakob Ullegård
    Direktør, Danske Rederier
    Mobil:   +45 5115 6008