Alle nyheder

16. juli 2018

Debat

Debat: En saltvandsindsprøjtning til Nordjylland

Debatindlæg bragt i Nordjyske lørdag d. 17. juli 2018 skrevet af Birgit Stenbak Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune og Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.

I dag er det lige knap ét år siden, vi opfordrede Folketinget til at udvide den danske sømandsskat. Presset lykkedes, og for et par måneder siden vedtog et bredt flertal i Folketinget – med Socialdemokratiets stemmer - vigtige maritime vækstinitiativer.

Allerede nu er der rigtig gode nyheder. Søfartsstyrelsen har nemlig offentliggjort, at Danmark i dag er verdens hurtigst voksende søfartsnation.

Skibe med Dannebrog i stævnen kan ses over hele verden som aldrig før. Hvad betyder det så for Nordjylland? Spritnye tal fra Danske Rederier viser, at hele tre nordjyske kommuner er på top-10 over kommuner med flest søfolk på indbygger. Det gælder både Frederikshavn, Hjørring og Læsø. Tager vi i stedet de kommuner, som har flest søfolk i alt er både Hjørring, Frederikshavn og Aalborg på top-10.

Når dansk søfart får en saltvandsindsprøjtning, er det med andre ord med til at fastholde nordjyske arbejdspladser og styrke fundamentet for bosætning i Nordjylland. Men vi er ikke i mål endnu. For når dansk søfart boomer, er der brug for at sikre en fødekæde af danske søfolk til at besætte fremtidens stillinger til søs.

Her har Nordjylland meget at byde ind med, fordi vi har MARTEC i Frederikshavn og Skagen, hvor fremtidens søfolk udklækkes. Skal vi helt i mål, bør vi derfor styrke de maritime uddannelser ved hurtigst muligt at gennemføre et fremtidstjek, så de studerende bliver klar til at håndtere ny teknologi, holde rederierne op på deres garanti for praktikpladser til søs og tiltrække endnu flere kloge hænder og hoveder til Det Blå Danmark. Det vil gavne den maritime, danske styrkeposition – og det vil gavne Nordjylland