Alle nyheder

24. juli 2018

Debat

Debat: Markedsadgang skal sikres i en tid med øget protektionisme   

Debatindlæg bragt i Børsen d. 18. juli 2018 skrevet af Bendt Bendtsen, medlem af Europa-Parlamentet for det Konservative Folkeparti, og Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Danmark lever af adgang til markeder i hele verden. I en tid med stigende protektionisme er det afgørende at fjerne handelsbarrierer og sikre fri markedsadgang. EU-Kommissionen fjernede i 2017 et rekordstort antal barrierer, men flere nye kommer til.

Nogle gange er en god offensiv det bedste forsvar. Når vinden blæser i retning af mere protektionisme og flere markedsbarrierer, er det tid til at styrke EU’s offensiv på netop dette område..

EU-Kommissionen har i perioden 2014-2017 fjernet 88 handelshindringer i tredjelande. Herunder 45 alene i 2017. Værdien af det arbejde er estimeret til at kunne øge EU’s eksport med 8,2 mia. euro. Samtidig har EU-Kommissionen dog identificeret 67 nye handelshindringer, som hvis de bliver fjernet, kunne skabe yderligere eksport for 23,1 mia. euro. Et konkret eksempel fra den maritime verden er fra Rusland, som har varslet, at kun russisk-flagede skibe fra nytår må sejle visse energiprodukter ud af Northern Sea Route området, som dækker de nordlige, arktiske egne i Rusland.

Vi taler ikke om småpenge. I dag sker 80 pct. af Danmarks handel enten inden for EU’s indre marked eller under en af EU’s handelsaftaler med tredje lande. For danske rederier er handlen med tredje lande endnu mere udtalt. Mere end to tredjedele af de danske eksportkroner, som skibene bringer til Danmark, kommer fra aktiviteter udenfor EU. De største markeder er Kina og USA, hvor vi netop nu ser en skadelig eskalering af handelskrigen med pålæggelse af straftold. 

Derfor skal vi hele tiden arbejde for at styrke EU’s muligheder for at imødegå handelsbarrierer og fastholde og udvide EU’s fokus på handelsaftaler og markedsadgang. EU skal mere end nogensinde før gå forrest for at opretholde det regelbaserede, globale handelssystem, som sikrer gennemsigtighed og forudsigelighed. EU skal mere ud i verden og vores opfordring er, at EU gør mere ud af sit økonomiske diplomati i samspil med medlemslandenes egne indsatser.

Konkret skal den fælles europæiske udenrigstjeneste styrkes og bringes mere i spil som murbrækker, når der opstår handelsbarrierer eller europæiske virksomheder diskrimineres ude på markederne. Her kan der med fordel tages ved lære af det danske udenrigsdiplomati, som er dygtige til at træde i aktion for danske virksomheder, når det gælder.

EU er en økonomisk supermagt og skal bruge den position til at skabe flere handelsaftaler og sikre efterlevelsen af disse, hvis aftalerne brydes eller ånden i aftalerne tilsidesættes til skade for vores virksomheders mulighed for at konkurrere frit. Vi skal forstærke relationerne til vores samhandelspartnere og udnytte de glimrende, ambitiøse aftaler, som det er lykkedes EU at indgå med Canada og Japan. Og ikke mindst skal vi bakke op om de igangværende forhandlinger med lande som Mexico, Australien og Mercosur-landene. Det vil give et kraftigt signal om, at fri samhandel er den rigtige vej at gå og bidrage til en betragtelig økonomisk vækst i Danmark i fremtiden.

Alternativet er, at vi alle bliver berørt negativt af færre og mere restriktive markedsmuligheder. Det gælder eksportvirksomhederne, forbrugerne og i sidste ende vores samfund. Det ønsker vi ikke, og holdningen er derfor soleklar: Mere og friere samhandel efter klare globale spilleregler er vejen frem, og et offensivt EU er vores bedste garant.