Alle nyheder

03. september 2019

Nyhed

Debat på Donsö

På den lille ø, Donsö - midt i skærgaarden ud for Göteborg, er alle relevante shippingaktører i disse dage samlet til Sveriges største søfartsmesse, der traditionen tro afholdes i starten af september. 

Og det er ikke et tilfældigt sted, de samles. Her på den lille klippeø er mange af de svenske shippingfirmaer nemlig grundlagt, og flere af dem har stadig deres hovedkontor på øen. 

Danske Rederier er selvfølgelig også til stede, og på messens første dag mødtes adm. Direktør, Anne H. Steffensen med den svenske og den finske brancheorganisation i en paneldebat.

I debatten diskuterede de blandt andet, hvordan fremtiden ser ud for de nordiske rederier i en europæisk sammenhæng og ikke mindst hvilke forventninger, de har til det nyvalgte Europa-Parlament. 

”Søfarten er et globalt erhverv, som er helt afhængig af en stærk opbakning fra EU. Ved at styrke EU's handelspolitik, skabe et stærkere indre marked og skabe en endnu bedre global konkurrenceevne, vil vi også styrke dansk søfart”,siger direktør for Danske Rederier, Anne H. Steffensen.   

Fokus på den grønne omstilling

Panelet bestod, udover Anne H. Steffensen, af CEO Tiina Tuurnala, fra den finske rederiforening og Rikard Engström, som er CEO i den svenske rederiforening. 

I debatten var der et særligt fokus på den grønne omstilling. Emner som investeringer og støtte af grønskibsfart samt hvordan rederierne skal nå de ambitiøse klimamål, som FN’s maritime organisation (IMO) har sat, blev diskuteret. 

”Det er afgørende, at EU bakker op rederiernes ønske om at indfri vores ambitiøse klimamål. EU bør derfor opprioritere støtten til forskning og udvikling af en mere energieffektiv og CO2-neutral skibsfart,”siger Anne H. Steffensen.    

Fakta:

Donsö er en vigtig ø for dansk shipping. Øen har et særdeles stærkt maritimt fundament, og flere medlemmer af Danske Rederier har således afsæt på øen. Det gælder bl.a. Northern Offshore Service og Terntank Rederi.