Alle nyheder

02. februar 2020

Nyhed

Det Blå Danmark uddeler pris til årets e-sportstræner

Det Blå Danmark hyldede frivilligheden og de mange dedikerede trænere inden for e-sport, da de lørdag uddelte prisen for årets e-sportstræner i Vejle.

Der var klapsalver og store smil, da 140 e-sportstrænere fra hele landet var samlet hos DGI i Vejle, til uddelingen af prisen ”Det Blå Danmark – Årets e-sportstræner 2019”.

 

Årets vinder blev Philippe Mølgaard Quabai også kendt som ”Philippe ”Winspai”, og han blev blandt andet rost for hans arbejde med at udvikle og dygtiggøre spillerne, samt sit smittende arrangement.

 

”Det er vigtigt, at vi hylder de gode e-sportstrænere. Uden de frivillige ildsjæle er der ikke et fungerende foreningsliv, og de er afgørende for, hvorvidt et barn vælger en aktivitet fra eller til. Trænerne gør en stor forskel for rigtig mange unge mennesker, og derfor skal de have et kæmpe skulderklap,” siger Anne Bay Riisager, kampagneleder i Det Blå Danmark.

Fokus på rekruttering

Prisuddelingen er en del af det samarbejde som Det Blå Danmark har indgået med DGI e-sport.

 

Samarbejdet har til formål at udbrede kendskabet til Det Blå Danmark hos de unge, siger Anne Bay Riisager, som mener fremtidens arbejdskraft skal findes i e-sporten.

 

”Unge e-sports udøvere er interessante, fordi de besidder mange af de kompetencer, der er brug for, når man uddanner sig i Det Blå Danmark. At kunne tænke strategisk, have godt overblik, være god til at træffe beslutninger og god til at samarbejde er blot nogle af de færdigheder, Det Blå Danmark leder efter. Derfor er det rigtig interessant at møde de unge gamere, da de er potentielle medarbejder i den maritime branche”, fortæller Anne Bay Riisager.


Udover prisuddelingen skal de mange e-sportstrænere også prøve kræfter med Det Blå Danmarks brætspil ”Seven Seas”, som giver en forståelse af hvad Det Blå Danmark er.