Alle nyheder

09. juli 2020

Nyhed

Flere rejser til og fra Sverige tillades

Flere rejser til og fra Sverige tillades

Nu kan du igen rejse til regionerne Blekinge, Kronoberg, Skåne og Västerbotten i Sverige.

 

Udenrigsministeriet meddelte torsdag, at smittetallene for de fire regioner nu er så gode, at rejser dertil ikke længere frarådes. Og svenskere bosat i Skåne, må nu også rejse til Danmark som turister.

 

Det er en melding, de er glade for i ForSea, som sejler mellem Helsingør og Helsingborg. 

 

"Vi er i ForSea utroligt glade for, at vi igen kan binde Skåne sammen med Danmark og Europa. Og sige goddag til alle de turister fra Skåne, der igen kan besøge Helsingør og resten af Danmark," siger Kristian Durhuss, adm. direktør i ForSea.

 

I Danske Rederier deler adm. direktør Anne H. Steffensen glæden hos ForSea.

 

”Vi har ventet på denne dag meget længe. At drive færge- eller passagerrederi uden passagerer har ikke været sjovt. Slet ikke midt i højsæsonen. Nu håber jeg, at noget af det tabte kan indhentes” siger Anne H. Steffensen.

 

Beboere fra Skåne er også undtaget den meget omtalte seks-dages-regel, oplyser Justitsministeriet til DR Nyheder.

 

FAKTA:

 

- Udenrigsfærgerne har 41 procent af passagererne i sommermånederne.

- Indenrigsfærgerne har 38 procent af passagerne i sommermånederne.

- 32 mio. passagerer sejler hvert år med de danske færger.

- Hvert minut afgår en færge et sted i Danmark.