Alle nyheder

15. oktober 2018

Nyhed

EU-aftale skal afværge indonesisk særlov

En ny lovgivning, der skal sikre indonesiske skibe særlig favorabel adgang til laster af kul, palmeolie og ris, blev for nylig introduceret af den indonesiske regering og står til at træde i kraft 1. maj 2020.

Indonesien er dansk søfarts fjerdestørste marked på tørlast – og flere danske rederier har aktiviteter inden for de varegrupper, som berøres. Den foreslåede lovgivning er problematisk – ikke alene fordi den diskriminerer imod danske og internationale rederier – men også fordi den indonesiske flåde i dag ikke selv har en størrelse, som kan fragte de berørte varemængder ud af landet.

”Indonesien er i dag et vigtigt marked for os i Ultrabulk, og derfor er det naturligvis en beklagelig udvikling at være vidne til. I dag transporterer vi betragtelige mængder kul ud af Indonesien, og lovgivning som denne vil uden tvivl skade konkurrenceevnen for sådanne laster, idet udbuddet af mulige transportører vil være langt mindre end i dag og igen resultere i højere fragtrater. Det vil hverken være til gavn for os som transportør eller vores kunder, der har transportbehovet,” siger Henrik Sleimann Petersen, Group Executive Vice President, Head of Asia, Ultrabulk. 

I EU-Kommissionen er man også bevidste om udfordringerne med den foreslåede protektionistiske lovgivning i Indonesien. Her er man i forhandlinger med Indonesien om en handelsaftale, hvor markedsadgang spiller en stor rolle. I dag finder sjette forhandlingsrunde mellem de to parter sted i Jakarta, og her håber Danske Rederier, at EU’s forhandlere kan opnå resultater gennem dialog med de indonesiske myndigheder:

”Denne form for protektionisme er desværre en udfordring, vi møder i stigende grad ude i verden. I det her tilfælde er der ingen tvivl om, at det vil ramme både danske og internationale rederier – men i særdeleshed også indonesernes egen økonomi. Vi håber, at EU-Kommissionen gennem forhandlingerne med Indonesien kan få afværget den endelige implementering af lovgivningen,” siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.

Dansk søfarts samlede eksportaktiviteter til Indonesien løb i 2017 op i 2,9 milliarder kr. Af de samlede aktiviteter udgjorde tørlastaktiviteter ca. 40 pct., svarende til 1,17 milliarder kr.