Alle nyheder

30. juni 2021

Nyhed

Fokus på færgerne i magasin

Det kommunale magasin Teknik og Miljø sætter i denne måned fokus på færgernes kurs mod den grønne omstilling. Læs blandt andet om nye brændstoffer, batteridrift og meget, meget mere. Herunder kan du læse et indlæg om færgerens betydning. Du finder alle artiklerne ved at klikke på billedet til venstre.

Debatindlæg af Vice-adm. direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.

Som barn var der noget særligt over at træde ud af bilen på vogndækket på færgen. Ofte var ferien lige begyndt, og der var noget helt særligt over stemningen og indtrykkene. De høje lyde fra lastbiler, bildæk mod det malede stålunderlag og hydrauliske døre. Det store puslespil, hvor skibsassistenter skulle få plads til alle køretøjer som i et kæmpe spil Tetris. Og så var der duften. Duften af benzin, diesel og udstødning i sundhedsskadelig cocktail, som ikke desto mindre var en fornøjelse for mine næsebor.

Meget af ovenstående består i dag. Vi er et land næsten omgivet af vand, og færgerne binder os fortsat sammen på tværs af regioner, øer og lande. Derfor kan børn i dag få næsten samme oplevelse ombord på færgerne, som jeg fik som barn. Men én ting får de dog ikke med – duften. Den er nemlig ved at ændre sig. Bilparken er ved at blive elektrificeret, og færgerne er på vej i en grønnere retning. Duften af benzin, diesel og udstødning vil blive sjældnere, ladestandere på kajen bliver hyppigere. Og det er en god ting for både miljø, klima og sundhed.

Hvis vi kaster et blik på den blå del af Danmarkskortet, og de mange færger som forbinder de grønne dele af kortet, har Danmark lige nu 53 indenrigsfærgeruter og 19 udenrigsfærgeruter. Færgerne er en fuldstændig afgørende brik i infrastrukturen, uanset om det er øboer, som pendler mellem hjem og job, familien der skal på skiferie i Norge, eller langturschaufføren som skal bruge en genvej til Danmark. De skaber værdi for samfundet, og de vil bestå så langt ud i fremtiden, som jeg kan forestille mig.

Men de vil ikke bestå i den nuværende form. Tiden er moden til at skifte traditionelle brændsler ud med bæredygtigt brændstof. I en forholdsvis nær fremtid vil sort røg fra skorstene være fortid, og udstødningen vil være af en helt anden karakter, end vi har været vant til.

Ønsket fra branchen selv er allerede velbeskrevet, og i Det Blå Danmarks Klimapartnerskab med regeringen fremgår det, hvordan færgerne vil spille en vigtig rolle i den grønne omstilling af transportsektoren. Anbefalingerne handler blandt andet om, at både stat og kommune skal sørge for at bringe det grønne element i spil, når de laver udbud af færgeruter, så står rederierne klar med den nye teknologi. Her har kommunerne altså en vigtig rolle i samspillet med færgerederierne. De skal være med til at stille krav til, hvordan transportopgaven skal løses, så der ikke kun konkurreres på pris og tid i et udbud, men også på klimabelastning.  

Hvis vi igen retter øjnene mod Danmarkskortet, kan flere danske ruter allerede farves grønne. Mellem Ærø og Als sejler elfærgen ’Ellen’, som forventes at reducere CO2-udledningen med 2.000 tons årligt sammenlignet med traditionel færgefart på lignende strækninger. I Øresund er færgefarten også blevet elektrificeret. Mellem Helsingør og Helsingborg har verdens største batteridrevne passagerfærger, Aurora og Tycho Brahe, sejlet siden 2018. Avanceret robotteknologi gør det muligt at oplade færgerne på 5-9 minutter, og den batteridrevne drift har medført en reduktion af CO2-udledningen på 16.000 tons. Og Scandlines sejler med verdens største hybridflåde på deres ruter mellem Danmark og Tyskland.

Endelig har Molslinjen en ny elfærge på vej, som skal sejle på Fanølinjen. Den skal supplere de to eksisterende færger og vil øge kapaciteten uden at belaste klimaet. Og på sigt, skal power to X brændstoffer bruges der, hvor el ikke er en praktisk mulighed.

De ovennævnte grønne færger er eksempler på fremtidens færgefart på de kortere distancer, hvor batterier og ammoniak eller brint kan drive skibene. Løsningen på længere ruter kan foruden batterier være brændstoffer som metanol, brint eller ammoniak eller det kan være i kombination. På Scandlines færgen Copenhagen kombineres traditionelt brændstof med batteri og et rotorsejl på ruten mellem Danmark og Tyskland. Mulighederne er mange og vil blive flere, men fælles for dem alle er, at de kræver, at kommuner og havne spiller med og skaber grobund for omstillingen.

I regeringens infrastrukturplan ”Danmark Fremad” indgår en analyse af tilgængeligheden af elektricitet og nye brændstoffer i havne, som er en forudsætning for at muliggøre havnenes og skibsfartens omstilling fra fossile brændsler til grønne brændsler. Forudsætningerne for batteridrift eller sejlads på alternativt brændstof skal være til stede, hvis rederierne skal have en chance for at indfri den ambitiøse målsætning om en grønnere transportform. Jeg kan kun opfordre til, at lokale politikere og myndigheder allerede nu begynder dialogen med rederierne om fremtidens færgefart, og hvordan kommunerne kan understøtte den. 

Du kan læse hele magsinet herunder. Du kan også se film af MOLSLINJENS nye Fanø-færge, som kommer til at sejle på ren el.