Flere vælger ferie i det danske ø-hav

19.07.2017 Nyhed

Danske og udenlandske turister er vilde med at holde ferie i Danmark. Her spiller danske færger en afgørende rolle som den infrastruktur, der flytter turisterne mellem øerne og fastlandet.

Stadig flere turister holder ferie i Danmark. I 2016 var der således godt 1,2 millioner flere personovernatninger i Danmark end året før, og tal fra Danmarks Statistik tyder på, at turisttrafikken kommer til at fortsætte i år. Flere og flere opsøger nemlig de mange gode oplevelser, som Danmark byder på.

 

Ifølge de nye tal var der ved udgangen af maj måned booket 344.600 uger i danske feriehuse for resten af året. Det er en fremgang på 6,7 pct. i forhold til samme tidspunkt i 2016, og især juni og september viser fremgang. Det vil også øge trækket på danske færger.

 

Netop i denne sommerferietid er det højsæson for de danske færger. De transporterer tusindvis af passagerer både til de danske øer, på tværs af landet og ikke mindst til vores nabolande. I 2016 steg færgetrafikken i Danmark med 200.000 passagerer og en kvart million biler, ifølge Danmarks Statistik. Holder udviklingen inden for turismen, vil det give yderligere travlhed, siger Danske Rederier:

 

”De danske færgeruter fragter årligt 32 millioner passagerer og knap 10 millioner biler. Trafikken topper traditionelt i juli og august, hvor de mange turister fylder rigtig godt rundt om på ruterne. De danske færgeruter er således en vigtig brik i, at vi som land leverer en god oplevelse til vores turister – og vi servicerer gerne flere hen over året,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.

 

Færgetrafikken er en altafgørende del af infrastrukturen for de danske øer. Derfor er der fra politisk hold indført et billettilskud til færgerne uden for højsæsonen, blandt andet med det formål at forlænge turistsæsonen på øerne. Den udvikling understøttes af de foreløbige meldinger fra Danmarks Statistik på antallet af feriegæster.

 

”Når sommertrafikken flader ud hen imod efteråret, er der fortsat godt nyt for de rejsende. For der falder prisen for at rejse til vores øer på grund af det politisk besluttede billettilskud til ø-færgerne uden for højsæsonen. Vi har allerede set en positiv effekt af tilskuddet, og jeg er sikker på at der også i efteråret vil være en positiv effekt til gavn for væksten på øerne. Her er færgerne også en central del af den danske infrastruktur,” siger Jakob Ullegård.

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danske Rederier
    Mobil:  +45 2613 6935