Alle nyheder

07. maj 2020

Nyhed

FNs søfartsorganisation klar med guide til besætningsskift

Det er muligt at lave besætningsskift på handelsflåden på sikker vis under coronakrisen. FNs søfartsorganisation har netop sendt guide til alle lande.

Når ca. 1.200.000 søfolk ombord på handelsflåden rundt på verdenshavene skal afløses, kan det ske på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Men det kræver, at myndigheder på tværs af landegrænser anerkender søfolkene som nøglemedarbejdere under coronakrisen og giver dem mulighed for at bevæge sig til og fra havnene.

FNs søfartsorganisation IMO har netop udsendt en grundig guide til lande over hele verden om, hvordan besætningsskift i praksis kan foregå.

”Den vigtigste konklusion er, at man godt kan foretage besætningsskift under krisen, og det er der hårdt brug for. En del søfolk har været på havet meget længe, og der er behov for, at de bliver afløst. Med retningslinjerne i hånden bliver det forhåbentlig muligt at få flere hjem,” siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.

Danske Rederier har selv været aktive i udformningen af retningslinjerne, da det er en hovedprioritet at hjælpe rederierne med at få skiftet besætninger. Lige nu er ca. 10.000 søfolk ombord på danskflagede skibe. Af dem er ca. 2.250 danskere. 

”Udfordringen er de mange forskellige nationale forholdsregler, som bliver indført for at begrænse smitten med coronavirus. Der kan være gode grunde til, at de bliver indført, men vi er nødt til at betragte søfarende, som nøglemedarbejdere, der har et særligt behov for at kunne rejse til og fra lande. Jeg krydser fingre for, at så mange lande som muligt vil bruge de nye retningslinjer fra IMO,” siger Anne W. Trolle.

Guiden om besætningsskift er grundig og gennemgår trin for trin alle facetter af et besætningsskift fra før den søfarende, der skal påmønstre, rejser hjemmefra, til den afmønstrede søfarende er kommet sikkert hjem.

Der er både råd til rederierne og anbefalinger til lufthavne og regeringer, der kan bidrage til at skabe en forsvarlig og smidig proces.

Udvalgte anbefalinger i guiden:

- Undtag søfarende under på- eller afmønstring fra nationale rejserestriktioner som indenrigsflyvninger og færger.

- Lav dedikerede områder i havne, lufthavne og kontrolpunkter for at mindske rejsende søfarendes kontakt med andre.

- Overvej at undtage søfarende, der følger guidens anvisninger, og som ankommer med fly fra andre lande, fra karantæne eller isolation.

 

Læs mere her