Alle nyheder

17. december 2020

Nyhed

Følg brexit-debat: Når vi at få en handelsaftale?

Efter fire års intense brexit-forhandlinger er det endnu ikke lykkedes at lande en handelsaftale mellem briterne og EU. Nu rinder tiden ud, men hvor stiller det danske virksomheder og forbrugere? Følg den spændende debat i eftermiddag med bl.a. Morten Helveg Petersen fra De Radikale og Danske Rederiers viceadministrerende direktør, Jacob K. Clasen.

Når vi at få en handelsaftale med UK? Hvordan stiller et ’hard brexit’ de danske virksomheder? Hvad bliver konsekvenserne for forbrugerne? Og hvordan kan det være, det gik så galt med forhandlingerne?

Selvom brexit for længst er en realitet, så er det først, når overgangsperioden rinder ud til tonerne fra nytårsklokkerne, konsekvenserne for alvor vil kunne mærkes. Derfor har Morten Helveg Petersen fra De Radikale, der som det eneste danske medlem af Europa-har siddet i Parlamentets brexit-følgegruppe, inviteret til debat, som du kan følge live på Facebook i eftermiddag. 

”Vi holder vejret, for det er simpelthen for spændende, det der foregår lige nu,” siger Jacob K. Clasen, vice-adm. direktør i Danske Rederier. Han skal være med i paneldebatten i eftermiddag og ser frem til at diskutere de udfordringer, et ’hard brexit’ vil have for danske virksomheder.

”Storbritannien har en kæmpe betydning både for Danmark og bestemt også for os i rederierne. UK er vores tredje største marked, vi har en flåde af offshore vindfartøjer, der løser opgaver i britisk farvand, og vi fragter masser af gods over Den Engelske Kanal, så vi håber selvfølgelig på et mirakel i form af en handelsaftale i 11. time,” siger Jacob K. Clasen.

Panelet består udover Morten Helveg Petersen og Jacob K. Clasen af Luisa Porritt, der er tidligere britisk medlem af Europa-Parlamentet og nuværende borgmesterkandidat i London og Lasse Hamilton Heidemann, der er EU- og International Chef i Dansk Erhverv.

”Hvad enten vi får en handelsaftale med briterne eller ej, så er det enormt vigtigt, at vi bevarer et godt og tæt forhold til Storbritannien. Andet har vi simpelthen ikke råd til,” siger Jacob K. Clasen.

Debatten mellem de fire kan følges direkte via eventet her på Morten Helveg Petersens Facebookside.