Alle nyheder

02. oktober 2018

Nyhed

Fokus på frihandel og arbejdskraft i statsministerens åbningstale

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skød i dag den politiske sæson i gang med sin åbningstale fra Folketingets talerstol. I talen fremlagde statsministeren sine ambitioner for fortsat vækst og udvikling i Danmark, som blandt andet kræver tilgang af kvalificeret arbejdskraft og fokus på international handel. Det er vigtige tiltag for skibsfarten, som Danske Rederier byder velkommen.

Ikke overraskende blev talen brugt på at kridte banen op til det kommende folketingsvalg. I sin tale påpegede statsminister Lars Løkke Rasmussen blandt andet vigtigheden af Danmarks konkurrenceevne, og hvordan fremadrettet vækst i Danmark skal sikres gennem blandt andet tiltrækning af kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

”I morgen vil regeringen fremlægge et udspil. Det skal også gøre det lettere at tiltrække medarbejdere fra lande, som vi i forvejen har stærke økonomiske bånd til. Som USA, Canada, Singapore og Japan. Danske virksomheder skal have den kvalificerede arbejdskraft, de mangler – uden at vi åbner døren for dem, vi ikke har brug for,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin tale.

I talen lagde statsministeren desuden vægt på EUs arbejde for frihandel og internationalt samarbejde, som også er afgørende for søfarten.  

”Danske rederier sejler og konkurrerer globalt. For at beholde førertrøjen er det afgørende, at vi hele tiden har fokus på at skabe de bedst mulige vilkår for erhvervets globale aktiviteter, og at vi kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Derfor glæder jeg mig over statsministerens tale, ” siger Anne H. Steffensen, adm. Direktør i Danske Rederier.

Hun ser også ser frem til at samarbejde med Folketinget om en række specifikke lovforslag i den kommende folketingssamling.

Ud over åbningstalen blev regeringens lovprogram fremlangt. Lovprogrammet indeholder de lovforslag, som regeringen påtænker at fremsætte i den kommende sæson.

Lovprogrammet indeholder blandt andet en ny havnelov, justering af DIS-loven, justering af forskerskatteordningen og en række andre tiltag, som påvirker dansk skibsfart, og som Danske Rederier vil arbejde aktivt med i den kommende sæson.

 

Læs talen her

Læs lovprogrammet her