Alle nyheder

24. december 2020

Nyhed

Fornuften sejrede med handelsaftale

Nyheden om en handelsaftale mellem EU og Storbritannien i 11. time er som en julegave i sidste øjeblik. Desværre er tjenesteydelser ikke en del af aftalen, hvilket ifølge Danske Rederier er beklageligt.

En julegave af de helt store er landet under træet hos både EU og Storbritannien.

Det er lykkedes parterne at blive enige om en handelsaftale, som sikrer, at handelen vil flyde forholdsvis gnidningsfrit efter briternes udtræden af EU. Desværre omfatter aftalen ikke tjenesteydelser.

”EU og Storbritannien har givet hinanden en stor julegave. En handelsaftale gavner begge parter og sikrer, at vi fortsat kan have en nært forhold til en af Danmarks vigtigste handelspartnere,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

”Men, vi havde i rederierne håbet, at en aftale ville nævne tjenesteydelser – herunder skibsfarten – specifikt, og det er beklageligt, det ikke er tilfældet. Vi frygter, at det kan føre til færre opgaver for vores medlemmer i britisk farvand," siger Jacob K. Clasen.

Storbritannien er Danmarks tredjestørste eksportmarked, og det fjerdestørste marked for danske rederier. Der er mange fragtruter over den engelske kanal mellem EU og Storbritannien, ligesom danske offshore rederier løser mange opgaver i britisk farvand.

Desuden er der direkte fragtruter mellem Danmark og Storbritannien.

”Vi har holdt vejret i snart fire år, og selvom en handelsaftale ikke giver samme fordele som fortsat britisk medlemskab af EU, er det stadig en god nyhed, at vi nu har en underskrevet aftale, som vi vil studere nærmere i de kommende dage,” siger Jacob K. Clasen.

Ifølge DR skal udkastet nu endeligt godkendes af Europa-Parlamentet, det britiske parlament og alle 27 medlemslande, som har muligheden for at nedlægge veto mod den.

I 2019 havde danske rederier en eksport til Storbritannien på 12 mia. kroner, som gør det til fjerdestørste eksportmarked for rederierne.