Alle nyheder

28. maj 2019

Nyhed

Fortsat fokus på pirateri

Selvom antallet af piratangreb ud for Somalias kyst har holdt et stabilt lavt niveau de seneste år, så ligger truslen om piratangreb stadig og lurer under overfladen. Danske Rederier fastholder derfor sit fokus på pirateri og er tirsdag vært for et stort anti-piratmøde med mange internationale aktører

Da antallet af piratangreb ud for Østafrika var på sit højeste i 2010 og 2011, var der over 170 piratangreb om året*. I 2018 blev der i modsætning hertil kun registreret to piratangreb ud for den østafrikanske kyst.

Men selvom piraterne er tvunget i defensiven, så er truslen langt fra bekæmpet. Derfor fastholder Danske Rederier sit engagement i kampen mod pirateri.

”Det er vigtigt, at vi fastholder antallet af angreb på dette lave niveau, så vores medlemmer trygt kan sejle gennem Adenbugten uden at skulle frygte for deres søfolks sikkerhed. Men i ligeså høj grad er det afgørende, at vi har et internationalt set-up, der gør, at vi kan reagere hurtigt og effektivt, hvis truslen blusser op igen.” siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

Derfor er Danske Rederier sammen med Mauritius, Udenrigsministeriet og Københavns Universitet tirsdag vært for et anti-piratmøde indenfor rammen af den Internationale Kontaktgruppe mod Pirateri ud for Somalia, hvor repræsentanter fra shippingbranchen deler erfaringer med førende forskere, politikere, militæret, NGO’er og embedsmænd.

”Udfordringen med Østafrika er kompleks, og kan derfor ikke løses med simple tiltag. Vi er nødt til at indse, at sikkerhed og udvikling går hånd i hånd. Og at det derfor kræver, at vi fortsætter det brede samarbejde, hvis den positive tendens med få angreb skal blive permanent,” siger Anne H. Steffensen.

Danske Rederier har derudover sammen med Red Barnet og en række af de danske rederier været med i et EU-støttet udviklingsprojekt, der har taget sigte på at give de unge alternativer til at blive pirater. Blandt andet ved at få dem til at begynde på en erhvervsuddannelse.

”Truslen om piratangreb hæmmer væksten og udviklingen i de afrikanske lande, og samtidig er det den største sikkerhedsudfordring for rederierne, så hvis vi kan minimere den trussel, er det både godt for landene, og for os er der sejler varer langs deres kyster,” siger Anne H. Steffensen.  

* Kilde: https://eunavfor.eu/key-facts-and-figures/