Godt ID-kontrollen afskaffes

03.05.2017 Aktuelt

Der var udbredt glæde, da den svenske regering tirsdag eftermiddag besluttede at afskaffe ID-kontrollen ved blandt andet færgerne for i stedet at øge myndighedernes grænsekontrol. Beslutningen får ros af både den danske regering og Danmarks Rederiforening.

Siden starten af januar 2016 har rejsende ved eksempelvis overfarten Helsingør-Helsingborg skulle vise ID før de kørte om bord. Det enkelte rederi har forestået kontrollen under trussel om bøder på op til 50.000 svenske kroner, hvis kontrollen ikke gav det ønskede resultat. Det har været til gene for blandt andet færgerederierne. Nu ændrer den svenske regering beslutningen, så ID-kontrollen frafalder og det sker af hensyn til de rejsende.

”Fordelen er, at mange pendlere over Øresund har oplevet store gener ved id-kontrollen,” sagde Anne Johansson, svensk infrastrukturminister, ifølge Ritzau, ved pressemødet i Stockholm tirsdag eftermiddag.

ID-kontrollen har i praksis været en dobbeltkontrol, hvilket har gjort den til unødig tung og omkostningsfuld. Det har især været til gene for togpendlere mellem de to lande, men også over fire millioner færgepassagerer er blevet kontrolleret siden januar 2016 alene af selskabet HH Ferries ved den flydende bro over Øresund. Derfor er det ikke overraskende, at den danske regering glæder sig over den svenske beslutning:

”Den svenske ID-kontrol har sat hele Øresundsregionen tilbage. Kontrollen har givet betydelige gener for pendlere og andre rejsende mellem Danmark og Sverige og er gået ud over den stærke dynamik, regionen har haft i årtier,” udtalte Lars Løkke Rasmussenog fortsatte:

”Derfor er det også utrolig glædeligt, at den svenske regering nu har besluttet at ophæve ID-kontrollen. Det er en god dag."

Rederiforeningen har vedholdende kæmpet imod den unødige dobbeltkontrol. Derfor er der stor glæde over, at den svenske beslutning nu sætter det såkaldte transportøransvar i bero. ID-kontrollen og transportøransvaret kan dog aktiveres med kort varsel, men det ændrer ikke på, at beslutningen om at myndighederne overtager kontrollen er rigtig i foreningens øjne.

”Det er rigtig godt nyt, at den svenske regering nu tager opgaven på sig. Vi har hele tiden argumenteret for, at denne midlertidige myndighedsopgave ikke skulle løses af private rederier og andre transportører. Vi glæder os derfor over, at dobbeltkontrollen nu forsvinder. Selv om rederierne har investeret massivt i at fastholde den gode kundeoplevelse, så har det nemlig gjort det sværere at drive butikken ved grænsen til nabolandet,” fortæller Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.

Han henviser til, at der både har været rederiernes kontrol af ID på dansk side, og så de svenske myndigheders kontrol af kontrollen på svensk side. Afskaffelsen af ID-kontrollen gør det derfor simplere og lettere at rejse mellem de to lande. Formodentlig er det også en billigere løsning for den svenske stat, der ellers har lovet at kompensere rederierne for transportøransvaret.

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.

Kontaktpersoner

  1. Jakob Ullegård
    Direktør, Danske Rederier
    Mobil:   +45 5115 6008
  2. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danske Rederier
    Mobil:   +45 2613 6935

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.