Alle nyheder

29. oktober 2019

Nyhed

Handelspolitisk forum skal bidrage til ny dansk retning

Globalisering og international handel er på dagsordenen, når Udenrigsminister Jeppe Kofod i dag inviterer en række erhvervsorganisationer, repræsentanter for fagbevægelsen og borgere til en drøftelse af den globale handelspolitisk. Danske Rederier deltager i kernegruppen af dette nye forum – og ser frem til at bidrage til en fremtidig dansk handelspolitisk retning.

Handelskrig mellem USA og Kina, straftold på stål og aluminium og potentielle toldsatser på biler og bildele. Det seneste halvandet år har den globale handel i den grad været præget af udfordringer.

Og snart står vi overfor endnu en udfordring. For fra den 11. december vil verdenshandelsorganisationen WTO’s appelorgan blive sat ud af spil, da de kun vil have ét enkelt medlem tilbage. Det betyder, at WTO’s domstolesystem, som håndterer handelsstridigheder, ikke længere kan fungere, hvilket vil være et tilbageskridt for den globale regelbaserede handel. Man frygter yderligere, at det vil føre til en ændring af hele WTO.

Dette – og meget mere – diskuteres i dag, når Udenrigsminister Jeppe Kofod inviterer en række erhvervsorganisationer, repræsentanter fra fagbevægelsen og civilsamfundet til Forum for Fair og Bæredygtig Handelspolitik.

Danske Rederier deltager i kernegruppen af det nye forum – og hos erhvervsorganisationen er der høje forventninger til mødet.

”Dansk rederier opererer i dag globalt – og er afhængige af åbne markeder og fælles internationale spilleregler. I dag er vi udfordret på begge fronter – og vi er derfor glade for, at Udenrigsministeren sætter fokus på hvordan vi i Danmark bidrager til en løsning på bedst mulig vis”, siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier. 

Et af temaerne på dagsordenen er bl.a. anti-globaliseringstendenserne, som har været på fremmarch – og ikke mindst hvordan det stiller en frihandelsdagsorden og et EU, som har lagt meget politisk kapital i fremadrettet at sikre progressive handelsaftaler med omverdenen. Her står den globale skibsfart i forreste række til at føle effekterne af protektionisme og stagnerende verdenshandel.

”Det er vigtigt, at vi både i Danmark og i EU står vagt om en fortsat progressiv dagsorden for international handel. Vi er i dag udfordret på mange markeder, rundt omkring i verden, af protektionisme og økonomisk nationalisme. Vi skal ikke være naive, men svaret fra EU må aldrig være at lukke sig sammen om sig selv”, siger Jacob K. Clasen.

Udover Danske Rederier består kernemedlemmerne i det nye forum er Dansk Erhverv, DI, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Initiativ for Etisk Handel, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, SMV Danmark og 92-gruppen.
 
Forummet afholder sit første møde tirsdag den 29. oktober kl 11:30-14:00 på Xellia Pharmaceuticals, 2300 København S.