Alle nyheder

07. april 2022

Nyhed

Havvind vokser med rekordfart

Både i herhjemme og i udlandet var der fart på opsætningen af havvindmølleparker i 2021. Den globale aktive kapacitet voksede med 58 procent til 50,6 GW.

10.800 vindmøller på havet. Det er rundt regnet, hvad der i dag står og snurrer og laver grønt energi rundt om i verden.

De knap 11.000 havvindmøller er fordelt på 250 aktive havvindmølleparker, og i 2021 var der virkelig fart på opsætningen af møllerne.

Den globale kapacitet steg til 50,6 GW på verdensplan, hvilket svarer til en vækst på 58 procent i forhold til kapaciteten i 2020.

Det viser nye tal fra Danske Rederier.

Det høje tempo i udbygningen af havvind kan mærkes hos Danske Rederier.

”Vi kan mærke, at der virkelig er hul igennem til havvindmarkedet, og flere rederier bygger nye skibe og ansætter på livet løs for at følge med. Der er virkelig meget at lave,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

Sidste år var det især Kina, som satte turbo på opsætningen med 16 GW nye havvindmøller, og selvom kineserne sænker tempoet lidt de kommende år, ser det lyst ud for rederierne i offshorebranchen.

Frem mod 2030 forventes det, at der vil være omkring 700 havvindmølleparker med 29.000 havvindmøller, der samlet vil have en kapacitet på 235 GW. Det svarer til, at den samlede kapacitet skal mere end firedobles på bare otte år.

”Der er en form for sneboldeffekt lige nu, hvor man både i EU og Asien har opdaget, at der skal tempo på, hvis man vil erstatte fossil energi med grøn energi inden for en overskuelig fremtid. Herhjemme er der også politisk fokus på at få udbygget havvind, så det er ikke en trend, som vil være overstået foreløbig,” siger Jacob K. Clasen.

Sidste år blev der opsat 600 MW havvind i Danmark, som bringer den samlede danske kapacitet op på 2,3 GW.

Hent analysen her (PDF)