Hold fokus på væksten

03.10.2017 Aktuelt

Statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede i dag Folketinget i en optimistisk tone og med klare intentioner om fortsat vækst. Den retning er rigtig, mener Danske Rederier, som ser flere gode takter i regeringens lovprogram, selv om meget hænger på de kommende forhandlinger om finansloven for 2018.

”Det går godt i Danmark. Flere har et arbejde. Og det glæder mig særligt, at optimismen har slået rod over hele landet. Det oplevede jeg sidste måned i Esbjerg, som er hovedsæde for Danmarks offshore industri.”

Sådan indledte Lars Løkke Rasmussen den del af dagens åbningstale, som havde fokus på virksomheder og vækst.

Der er da også al mulig grund til at holde fokus på væksten i Danmark, hvilket også gælder Det Blå Danmark. For med forårets rapport fra det maritime vækstteam er der nok af gode forslag at vælge imellem, når der tages hul på Folketingsåret. Her har Danske Rederier særligt fokus på forhandlingerne om den kommende finanslov.

”Jeg glæder mig over, at statsministeren melder klart ud, at regeringens mål er at forlænge det opsving, som vi heldigvis oplever. Det, at en samlet regering besøgte Esbjerg Havn og med egne øjne så den værdiskabelse, som vores klynge bidrager med, er forhåbentlig en klar motivation for at lykkes med regeringens forslag, så som en udvidelse af sømandsskatten for hele offshore-sektoren, herunder vindmølleskibene og en afskaffelse af registreringsafgiften. Det bør være en del af en aftale om næste års finanslov,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Der er allerede gode takter i det lovprogram for året, som regeringen har lagt frem i dag. Her finder man således en del af udmøntningen af regeringens pakke for at undgå offentligt opgavetyveri, hvilket blandt andet Danske Rederier har efterspurgt.

Det fremgår også, at Folketinget skal behandle en udvidelse af fradragsretten for en virksomheds lønudgifter, hvis den etablerer eller udvider virksomheden. Her ændrede SKAT, og derefter en afgørelse fra Højesteret, pludselig den eksisterende praksis, men med det nye lovforslag vil den oprindelige retstilstand blive genetableret. Det har Danske Rederier i samarbejde med en række andre brancheorganisationer arbejdet for.

”Det er godt nyt, at regeringen følger en række af de fremsatte intentioner til dørs. Hvad enten det er offentligt opgavetyveri eller en tilbagerulning af de forringede betingelser for at tænke nyt i erhvervslivet, så er der brug for en regering, som også tænker vækst og erhvervsvilkår. Det er der med dagens lovprogram heldigvis solide tegn på, at VLAK-regeringen gør,” siger Anne H. Steffensen.

Læs hele statsministerens åbningstale og regeringens lovprogram

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Anne H. Steffensen
    Adm. direktør, Danske Rederier
    Telefon:  +45 3348 9210
    Mobil:  +45 2434 3775
  2. Rasmus Bebe
    Pressechef, Danske Rederier
    Mobil:  +45 2116 6419