Debat: Ja tak til handling bag Kommissionens ambitioner

06.04.2018 Debat

EU-Kommissionen kommer om ganske kort tid med deres bud på en revision af det såkaldte meldepligtsdirektiv. I dag er det unødigt svært for skibsfarten at give de nødvendige oplysninger i havnene. Danske Rederier ønsker et ambitiøst oplæg, der fjerner de store, administrative byrder, skaber en ens model og gør klar til fremtidens digitalisering, skriver direktør Jakob Ullegård i Altinget. Indlægget blev bragt den 6. april 2018.

Kommissionen har udråbt 2018 til ”Year of Multimodality” og den 20. marts samledes man i Sofia i Bulgarien til ”High-level Conference” om emnet. Hvad er det så for en størrelse, som man fra EU-Kommissionen vil sætte spot på i 2018 med lovforslag og politiske initiativer samt events? Jo transportkommissær Bulc’ mål er, at få den europæiske transport til at hænge bedre sammen, når godset flyttes på flere måder: Over sø, på skinner eller på hjul.

 

Danske Rederier ser frem til, at initiativerne sætter skub i omstillingen fra – ofte meget fyldte – motorveje til at godset sejles på de relevante stræk. Det er et rigtigt mål, som sådan set vil gavne alle, da ingen har interesse i at vores transportveje er tilstoppede uden, at det er absolut nødvendigt.

 

Desværre har tiltag på området gjort det sværere at tænke søtransporten ind. For år tilbage lavede EU-Kommissionen sit første forsøg på at harmonisere de såkaldte meldeforpligtelser for skibene: altså det, som skibet skal rapportere inden det anløber havn. Der skulle laves et ens, digitalt ”Single Window”, hvilket var målet med det nuværende meldepligtsdirektiv og at fremme brugen af netbaserede løsninger. Men, men …

 

Desværre har udspillet ført til det modsatte. Landene har ikke formået at harmonisere hverken datakrav, dataformater eller digitale adgange. Stik imod intentionen skabte ”Single Window” muligheden for, at ikke bare hvert land, men også hver havn kunne gøre sig helt særlige tanker om, hvilken information man ønskede – og hvordan det skulle leveres. Så i dag har vi større byrder for rederierne, der anløber europæiske havne, da der er et væld af forskellige systemer på tværs af lande.

 

Derfor er der behov for at rette op på konsekvenserne, der har forøget mængden af byrder og bureaukrati, som skibene hver dag står overfor. I dag skal kaptajner anmelde afarter af de samme data igen og igen, men på hver sin måde og i hvert sit skema.

 

Fælles opråb til EU-institutionerne

Den danske stat med Søfartsstyrelsen i spidsen fortjener ros for, at man i spidsen for i alt 13 EU-medlemsstater opfordrer Kommissionen til at fremlægge et ambitiøst forslag om revision af meldepligtsdirektivet.  De opfordrer til en ændring, som skal forfølge de oprindelige mål, som var at forenkle processen, og skabe ​​et egentligt indre marked for skibsfart i EU. Enig.

 

Danske Rederier støtter uforbeholdent op om ønsket om at komme de enorme administrative byrder for rederierne i EU til livs. Det vil fjerne nogle af de unødige byrder, som i dag udfordrer omstilling til søbåren, multimodal transport, og det er nu, at det gælder.

 

Den 2. maj fremlægger Kommissionen nemlig deres forslag til en revision af meldepligtsdirektivet, og så ligger bolden i Ministerrådet og Europaparlamentet. For Danske Rederier er det væsentligt, at der tages et opgør med det nuværende regime, som skaber store frustrationer og er dyrt, hvilket i sidste ende rammer den bredere europæiske økonomi.

 

Samtidig bør man benytte lejligheden til at et nyt system kan rumme den digitale udvikling. Der er nye, smarte løsninger undervejs, som kan fremme tunge processer som meldepligten. Det er vigtigt, at der i det nye udspil bliver taget højde for den udvikling.

 

Der er behov for en ambitiøs revision af meldepligtsdirektivet, så vi kan fremme at flytte gods fra landvej til ”Multimodalitet” – eller anderledes sagt: Fra vej til sø. En ambitiøs opdatering af direktivet, kan være med til at skubbe i den rigtige retning for at opfylde EU’s målsætning om, at 30 pct. af alt gods, der i dag transporteres mere end 300 kilometer på landevej, skal transporteres ad søvej eller med tog i 2030.

 

”Year of Multimodality” er forhåbentlig godt nyt. For EU's ambition er et rigtigt, og vi vil alle være tjent med bliver opfyldt.

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Jakob Ullegård
    Direktør, Danske Rederier
    Mobil:  +45 5115 6008
  2. Casper Andersen
    Sekretariatschef, Danske Rederier
    Telefon:  +32 28 80 16 93
    Mobil:  +32 (0)491 19 16 95