Alle nyheder

26. april 2022

Nyhed

Kæmpe maritim konference er åben

Formand for Danske Rederier, Jacob Meldgaard har netop åbnet World Maritime Technology Conference (WMTC), som afholdes hvert 3. år og samler den globale maritime branche.

Nogle af verdens skarpeste hjerner inden for skibsfart og teknologien bag skibene er i disse dage samlet i København.

For kort tid siden holdte CEO i TORM og formand for Danske Rederier, Jacob Meldgaard åbningstalen på den internationale konference World Maritime Technology Conference i Tivoli Congres Center.

Han lagde bl.a. vægt på vigtigheden af, at landene i IMO bliver enige om en farbar vej for at nedsætte udledningen fra skibsfarten drastisk, så man ender med klimaneutralitet i 2050.

Desuden talte han om energioptimering af hele transportkæden og ikke kun de enkelte skibe som en af løsningen for hele branchen.

WMTC er en tilbagevendende begivenhed, som afholdes hvert 3. år forskellige steder i verden. I år er København for første gang vært for konferencen.

Danske Rederier har været med i planlægningsgruppen og arrangerer et sideevent i samarbejde med Maersk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping i morgen onsdag.

 

Her er temaet at synliggøre Danmark som frontrunner, når vi taler om konkrete løsninger på klimakrisen, herunder de nyeste forskningsresultater, hvordan digitalisering styrker CO2-reduktion, og hvordan Danmark er i front i forhold til offshore havvind, fangst og transport af CO2 samt nye brændstoffer.

 

Der vil være oplæg fra:

  • Claus W Graugaard, Head of Onboard Vessel Solutions, Maersk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping
  • Søren Meyer, adm. direktør for ZeroNorth
  • Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen

Adm. direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen er moderator.

 

Se mere om sideevent her 

WMTC løber fra 26. april – 28. april.