Alle nyheder

04. maj 2021

Nyhed

Klimachef til Danske Rederier

Klimaekspert med fokus på skibsfart

Vil du være med til at udvikle, drive og varetage klimainteresserne for dansk skibsfart, som driver verdens 5. største flåde?

Vil og kan du tage ansvar for, at de politiske lovkrav, den tekniske formåen samt rederiernes ambitioner går hånd i hånd og gensidigt understøtter hinanden?  

Så er det dig, vi har brug for som skarp klimachef.

Danske Rederier arbejder for en CO2 neutral flåde i 2050, og det første emissionsfrie skib skal være i kommerciel drift i senest 2030. Vi står som erhverv dermed overfor en gigantisk omstillingsproces, som berører alt fra nye brændstoffer, energiinfrastruktur, opgørelse af udledninger, carbonpris, politiske prioriteringer og kommercielle forhold. Samtidig er der en forventning om flere klimakrav, og der ligger således en stor arbejdsopgave i at sikre maksimal indflydelse både på kommende krav, men også manglende regulatoriske rammer for omstillingsprocessen. Som ekstra kompleksitetsfaktor, så er der stor forskel på mulighederne for og metoder til at reducere udledningerne alt afhængig af om vi taler færgedrift eller oecangående container-, tank- og tørlastfart.

Dine opgaver

Du vil få ansvaret for i tæt samarbejde med medlemmerne at udforme Danske Rederiers politik og positioner samt at varetage rederiernes interesser i de politiske beslutningsprocesser. Du skal kunne forklare komplekse problemstillinger for alle målgrupper herunder også til brug i medierne.

Vi indgår i et et bredt dialogbaseret samarbejde med en række aktører herunder NGO’er og rederiforeninger i andre lande, som du skal være med til at understøtte, indgå i og drive.

Som en del af teamet i afdelingen ’Sikkerhed, Miljø og Maritim Forskning’ skal du kunne rådgive vores medlemmer om, hvad de specifikke lovkrav kommer til at betyde for lige netop deres skibstyper, forretningsmønster osv.

Du bliver medansvarlig for at drive Danske Rederiers interessevaretagelse – særligt med fokus på lovtiltag fra EU såsom ETS, FuelEU Maritime og RED II. Disse tiltag skal spille sammen med processen i FN’s Søfartsorganisation, IMO, hvor der arbejdes med short-, mid- og long term measures i form af EEXI, CII, MBM mv. Der ligger således en stor arbejdsopgave i – sammen med dine kollegaer – at skabe sammenhængskraft og fremfor alt sikre, at lovkravene understøtter danske rederiers klimaambitioner.

Grundlæggende er det vigtig for Danske Rederier at være på forkant med udviklingen på klimadagsordnen, derfor ønsker vi en klimachef, der ikke bare kan bygge skibet - mens vi sejler - men også være med til at sætte kursen.

Den ideelle ansøger

  • Kan demonstrere erfaring med at udvikle og drive en klimapolitisk dagsorden.
  • Har erfaring med at binde teknik og politik sammen og repræsentere erhvervsinteresser.
  • Har politisk tæft, og fingerspidsfornemmelse og kender dermed sin besøgelsestid rent lobbymæssigt.
  • Har et solidt kendskab til de internationale klimaforhandlinger og politiske processer - på både nationalt, EU og internationalt niveau. Kendskab til de maritime klimaforhandlinger vil være et plus.
  • Kan række ud, forstå udfordringer, sætte dem i kontekst og tænke i løsninger.
  • Er velformuleret både i tale, på skrift og ved præsentationer på både dansk og engelsk.
  • Kan koge svær substans ned til konkrete budskaber og kommunikere til eksterne interessenter, herunder pressen.
  • Er stærkt fagligt funderet og i stand til at tænke ud af boksen.
  • Er indstillet på at løse både tekniske og politiske problemstillinger og forstår vigtigheden af kombinationen af teknik og politik.
  • Kan samarbejde på tværs af faglighed og organisationer.
  • Har et godt netværk blandt interessenter og forstår at pleje det.
  • Er social, engageret, fleksibel, humørfyldt og har en god portion gå-på-mod.

 

Du kan forvente

  • En arbejdsplads, hvor vi spiller hinanden gode.
  • Udfordrende opgaver i et krævende miljø med dygtige og målrettede kollegaer.
  • Høj grad af individuelt ansvar.
  • Godt samarbejde både internt og eksternt.
  • 20 rejsedage årligt.
  • Løn efter kvalifikationer.

 

Er du interesseret?

Har du spørgsmål, så er du meget velkommen til at kontakte direktør for Sikkehed, Miljø og Maritim Forskning, Maria Skipper Schwenn, på telefon 21 28 49 66.

Send din ansøgning - inkl. CV - med ”Klimaekspert SMF” i emnefeltet til hr@danishshipping.dk senest den 24. maj 2021. Vi forventer at afholde samtaler i uge 22-23 med henblik på tiltrædelse 1. august 2021.

 

Danske Rederier

Danske Rederier er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for danske rederier. Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv og kernen i Det Blå Danmark, som skaber 95.000 danske arbejdspladser. Vi er et vigtigt erhverv lige fra hovedstad til yderkommuner, herunder også færgefarten, som er en integreret del af den danske infrastruktur. Dansk skibsfart står for kvalitetsskibsfart, der kombinerer ansvarlighed overfor sine omgivelser med stærk konkurrenceevne. Det Blå Danmark står for omkring 17 procent af den samlede danske eksport. Se mere på www.danishshipping.dk.