Konference: Hvor skal væksten komme fra?

04.08.2017 Aktuelt

Dét spørgsmål stiller Danske Rederier og fire andre erhvervsorganisationer til bl.a. finansminister Kristian Jensen, partiformand Kristian Thulesen Dahl og erhvervsminister Brian Mikkelsen på en fælles Christiansborg-konference den 23. august 2017.

Det går godt for dansk økonomi, der generelt set er inde i en periode med stabil vækst og stigende beskæftigelse, og selv om skibsfarten var i en bølgedal i 2016, så ser det også lysere ud i denne industri. Men væksten kan ikke tages for givet. Skal Danmark holde sig i front som et af verdens mest velstående lande, skal vækstbetingelserne for erhvervslivet justeres løbende for at være på omgangshøjde.

Det er en udfordring, der rækker på tværs af de politiske fløje, da vækst og velstand er forudsætningen for, at der også er råd til velfærd. Derfor må fremdrift her og nu ikke sløre det politiske fokus på langsigtet vækst, siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.

”Et Danmark i vækst er resultatet af mange forskellige faktorer. Det handler selvfølgelig om talent, flid og kommerciel snilde, men rammerne skal også være på plads, så det er attraktivt at drive sin virksomhed i Danmark. I forhold til søfarten var det blå vækstteam en god lejlighed til at holde os op imod den internationale konkurrence,” siger han og ser frem til, at der sættes politisk handling bag vækstteamets arbejde.

”For at holde fokus på vækstpolitikken står vi sammen med fire af dansk erhvervslivs andre styrkepositioner. Vi mener, at vækst fortsat bør prioriteres på Christiansborg, da det kræver politisk vilje og samtidig er en forudsætning for øget velstand til danskerne. Vores fælles budskab er, at vi skal satse på Danmarks erhvervsmæssige styrker, samtidig med, at der generelt er gode vækstbetingelser for erhvervslivet,” siger Jakob Ullegård.

Vækstkonference og nyt magasin 

De fem organisationer bag alliancen ”Fem Styrker for Danmark” - (HORESTA, Landbrug & Fødevarer, Lif, Danske Rederier og Dansk Energi) inviterer derfor til en konference på Christiansborg den 23. august.

Finansminister Kristian Jensen (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er nogle af de centrale politikere, som på konferencen giver deres svar på spørgsmålet om fremtidens vækst og velstand. Det inkluderer blandt andet stillingtagen til den økonomiske politik, uddannelse og digitalisering.

Afsættet for konferencen er et helt nyt magasin med partiledernes, topdirektører fra erhvervslivet, samt de fem styrkers direktørers bud på, hvor væksten og pengene skal komme fra fremover. Det bliver præsenteret på konferencen.

Det fulde program for dagen følger. Man kan tilmelde sig konferencen her - det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser, der tildeles efter først-til-mølle princippet.

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Rasmus Bebe
    Pressechef, Danske Rederier
    Mobil:  +45 2116 6419
  2. Jakob Ullegård
    Direktør, Danske Rederier
    Mobil:  +45 5115 6008