Alle nyheder

22. september 2021

Nyhed

Massiv dansk opbakning til global regulering

Over 150 af de største rederier, maritime virksomheder og organisationer kommer nu med en klar appel til verdens ledere: Sørg for at regulere skibsfarten globalt, hvis målene i Paris-aftalen skal indfries. Blandt underskriverne er mange danske rederier.

Det haster med at få drejet skibsfarten i en grøn retning – men det kan lade sig gøre.

Derfor bør politikerne snarest indføre bindende mål, der skal presse den globale skibsfart til at reducere CO2-udledningen.

Så klart lyder opfordringen fra over 150 af verdens største rederier, maritime virksomheder og NGO’er, som nu kommer med en appel til ledere i hele verden.

I et ’Call to Action’ beder kredsen af underskrivere politikerne om tre ting:

  1. Vedtag et mål om CO2-neutral skibsfart i 2050 og lav en realistisk plan for implementering i IMO (FNs søfartsorganisation)
  2. Støt storskalaprojekter for dem, der tør gå forrest for at udvikle løsninger inden for skibsbygning, infrastruktur i havne og udvikling af ny brændstof.
  3. Skab rammer, som gør valget af nulemissionsskibe og grønt brændstof til det oplagte valg i 2030 med indførelse senest i 2025.

I Danmark møder initiativet massiv opbakning – her har bl.a. A.P. Møller - Maersk, TORM, Norden, Maersk Tankers og DFDS skrevet under, ligesom Danske Rederier har skrevet under.

”Vi går benhårdt efter at blive CO2-neutrale i 2050, men hvis det skal lykkes, har vi brug for lovgivning, der driver og understøtter omstillingen til grønne brændstoffer. De skibe, der bliver bygget i de kommende år, vil også være på verdenshavene, når vi nærmer os 2050, så det haster,” siger adm. direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.  

Det er nonprofitorganisationen, Global Maritime Forum, der har taget initiativ til at samle underskrifterne og råbe politikerne op forud for COP26 i november.

80-90 procent af verdenshandlen fragtes med skib. Skibstransport har det mindste klimaaftryk pr fragtet ton, men samlet set står skibsfarten for ca. tre procent af de globale CO2-udledninger.

”Der er momentum for at udrette noget virkelig stort i disse år. Vi ser, hvordan der bliver bestilt CO2-neutrale skibe, forsket i nye brændstoffer og investeret i energikilder, som kan være med til at levere energien til den grønne søtransport. Men vi mangler stadig den afgørende globale beslutning om skibsfartens CO2-udledning. Politikerne skal sætte foden ned og træffe et ambitiøst valg,” siger Anne H. Steffensen. 

Følgende danske rederier og virksomheder har underskrevet:

  • A. P. Møller - Maersk
  • Bunker Holding Group
  • Danish Ship Finance
  • Danish Shipping
  • DFDS
  • Global Maritime Forum
  • Maersk Broker
  • Maersk Mc-Kinney Møller Center for Zero Emission Shipping
  • Maersk Tankers
  • Norden
  • Port Esbjerg
  • Port of Aarhus
  • TORM
  • Unifeeder
  • ZeroNorth
  • Ørsted