Alle nyheder

22. oktober 2019

Nyhed

Multicats sejler under dansk flag

Rederiet DBB (Dansk Bjergning og Bugsering) har modtaget sine to nybyggede Multicat-fartøjer, og Danske Rederier var med om bord, da "DBB Idefix" udførte sin første større opgave. De to skibe ”DBB Idefix” og ”DBB Asterix” er de første af sin slags, som er godkendt af Søfartsstyrelsen til at sejle under dansk flag.

Det nye skib glider langsomt gennem vandet ved kajen på Lindø. Efteråret rusker og regnen falder stille på dækket, men det rører ikke besætningen, som arbejder upåvirket videre. På siden af skibet, ovenpå på den hvide maling, ses et billede af den lille hund fra tegneserien Asterix og Obelix, som har lagt navn til Multicatten ”DBB Idefix”

Bagerst på skibet blafrer Dannebrog. Det er aldrig set før, for DBB’s to nye multifunktionelle skibe - Multicats er de første af slagsen, som sejler under dansk flag. Godkendelsen fra Søfartsstyrelsen betyder, at skibet er blevet indrettet til at besætningen som noget nyt må bo og overnatte ombord, og det nyder de allerede godt af.

I messen møder vi skipperen Bent Nymann og maskinmesteren Martin. Klokken er tyve minutter i tolv, og der er en sødlig duft af fiskefileter i rummet, hvor de to mænd gør klar til frokosten. 

”Det er rigtig dejligt at bo på sin arbejdsplads. Jeg vil hellere bo her, hvor vi kan lave mad og hygge os, end jeg vil bo på hver sit hotelværelse”, siger skipper hos DBB, Bent Nymann og forsætter med et smil.  

”Jeg bliver rundere og rundere, for han er god til at lave mad”.

Stor efterspørgsel

”DBB Idefix” er på sin første opgave. Skibet ligger tæt op ad den pram, som skibet i øjeblikket slæber langs kajen.  Opgaven er at transportere mudder, sand og grus væk fra byggepladsen, hvor man er i gang med en større udbygning af havnen.

Skibet har været længere tid undervejs, så det glæder ejeren Ove Eriksen endelig at se Multicatten i aktion.

”Der er en stigende efterspørgsel på Muliticat-fartøjer i forbindelse med infrastrukturprojekter både i udlandet og herhjemme, så vi er rigtig glade for, at vores nye skibe endelig er kommet i gang og ikke mindst, at de sejler på dansk flag, da det gør hverdagen betydelig nemmere for besætningen, ” siger CEO og ejer af Dansk Bjergning og Bugsering A/S, Ove Eriksen.

”DBB Idefix” er typen Euro Carrier 2495, hvilket betyder, at den er 24 meter lang og 9,5 meter bred. Multicat-fartøjerne kan anvendes som slæbebåde til at slæbe for eksempel skibsskrog.

De kan også anvendes til at fragte små mængder containere og byggematerialer ud til et brobyggeri. På dækket ligger også en stor grab til en gravemaskine. Den ligger ved siden af en stor kran, som de kan bruge til at udføre løfteopgaver for eksempel i forbindelse med bygning af en havn.

”Der sker rigtig meget i skibsfarten i øjeblikket, og efterspørgslen er stor på nye specialfartøjer, der kan løse fremtidens opgaver til søs. Derfor er vi meget glade for, at Søfartsstyrelsen har godkendt de to nye skibe til at sejle under dansk flag”, siger adm. direktør for Danske Rederier, Anne H. Steffensen.