Alle nyheder

25. maj 2023

Nyhed

Ny formand for Danske Rederier

Torben Carlsen fra DFDS er her til morgen blevet valgt som Danske Rederiers nye formand på foreningens generalforsamling. Han afløser Jacob Meldgaard fra TORM, der har siddet som formand i fire år.

Der var vagtskifte på broen, da Danske Rederier i morges afholdt sin generalforsamling på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen.

Torben Carlsen, CEO i DFDS, blev valgt enstemmigt af generalforsamlingen og overtog roret fra Jacob Meldgaard, CEO i TORM, som efter fire gode år på posten planmæssigt træder ned fra formandsposten.

”Jeg vil gerne takke Jacob for hans kæmpestore arbejde for dansk skibsfart. Jeg er glad for, at han fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen, så vi fortsat kan trække på hans viden og erfaringer,” siger Torben Carlsen, CEO i DFDS og nyvalgt formand for Danske Rederier.

Den nye formand overtager roret i en tid, hvor kursen mod den klimaneutrale fremtid skal holdes i en verden, der konstant forandrer sig.

”Hvis der er en branche, som påvirkes af verdenssituationen med handels-, sikkerheds- og geopolitiske spændinger, så er det skibsfarten. Vi sejler i bogstavelig forstand i alle afkroge af verden og er derfor også nogle af de første, der mærker, når de globale magtrelationer rykker på sig. Derfor venter der os en omskiftelig tid, og jeg ser frem til sammen med resten af bestyrelsen og sekretariatet at sikre dansk skibsfarts fortsatte succes og udvikling,” siger Torben Carlsen.

Bestyrelsen ser ud som følger:

  • Torben Carlsen, DFDS A/S (Formand)
  • Caroline Pontoppidan, A.P. Møller - Mærsk (Næstformand)
  • Jacob Meldgaard, TORM A/S ​
  • Christian M. Ingerslev, Maersk Supply Service ​
  • Jan Rindbo, D/S Norden A/S​
  • Lars H. Simonsen, MH Simonsen ApS​
  • Peter Lytzen, ESVAGT A/S​
  • Thorsten Jalk,  ZITON A/S

Festlig dag forude

Efter generalformsalingen er Danske Rederiers årsdag i gang, hvor repræsentanter for Det Blå Danmark, myndigheder og samarbejdspartnere er samlet.

De kan se frem til en dag under temaet: ’Hvordan navigerer vi i en usikker verden?’, hvor der vil være fokus på den geopolitiske situation og konsekvenserne for skibsfarten.   

Herunder vil der være debatter om, hvordan det grønne fokus fastholdes i denne tid, og hvordan diversitetsudfordringen løses, mens verden buldrer og brager.