Ny formand i Rederiforeningen af 2010

01.11.2017 Nyhed

Det bliver Niels Højlund Hansen fra Nordane Shipping A/S, som afløser Søren Nørgaard Thomsen fra Esvagt A/S som formand for Rederiforeningen af 2010. Søren Nørgaard Thomsen forlader posten på grund af et jobskifte, og derfor træder Niels Højlund Hansen til som formand frem til næste generalforsamling.

Den hidtidige formand i Rederiforeningen af 2010, Søren Nørgaard Thomsen fra Esvagt A/S, har fået job som adm. direktør for Blue Water Shipping og nedlægger derfor sit hverv som formand. Han fortsætter i bestyrelsen så længe, at han er adm. direktør i Esvagt A/S.

Ny mand i spidsen bliver Niels Højlund Hansen, som er ejer af rederiet Nordane Shipping A/S. Han var også foreningens formand i årene efter den blev dannet i 2010, og har stor organisatorisk erfaring fra Det Blå Danmark. Han ser frem til at give foreningen plads til at udvikle sig, så der kan blive sat et nyt hold i de rigtige rammer.

”Rederiforeningen af 2010 repræsenterer en række vigtige segmenter i Det Blå Danmark, og vores medlemmer yder vigtige bidrag med både stor, dansk beskæftigelse og bred repræsentation i hele landet. Det glæder mig, at vi i rederierne kan løfte i flok, for der er rigtig mange ting, som samler os på tværs af hele industrien. Det er min ambition, at skabe en rigtig god ramme til at få sat det hold, som skal stå i spidsen for den videre udvikling af vores erhverv,” siger Niels Højlund Hansen.

Niels Højlund Hansen tiltræder som formand for foreningen fra og med den 1. november, og det vil fortsat være Lars Simonsen fra rederiet M.H. Simonsen, som er næstformand. De to vil stå i spidsen for Rederiforeningen af 2010 frem til næste generalforsamling. Det betyder også, at Søren Nørgaard Thomsen får en helt anden rolle, men han glæder sig over sin tid som formand:

”Det har været en stor fornøjelse at stå i spidsen for Rederiforeningen af 2010, hvor jeg med stolthed kan se, at vi har gjort en forskel på mange punkter. Tag bare forårets vækstteam, som snart bliver til en blå vækstplan. Alt det vil jeg gerne sige tak til både medlemmer, den øvrige bestyrelse, sekretariatet og ikke mindst vores mange samarbejdspartnere for at bidrage til. Vi kan dog ikke hvile på laurbærrene. Lige nu er det helt afgørende, at vi får udvidet sømandsskatten til hele offshore,” siger Søren Nørgaard Thomsen med henvisning til de aktuelle forhandlinger om finansloven for 2018.

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Jakob Ullegård
    Direktør, Danske Rederier
    Mobil:  +45 5115 6008
  2. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danske Rederier
    Mobil:  +45 2613 6935