Alle nyheder

17. maj 2018

Nyhed

Ny presse- og kommunikationschef i Danske Rederier

Christian Kjærgaard-Winther er startet som ny presse- og kommunikationschef i Danske Rederier. Samtidig stopper direktør Jakob Ullegård i Danske Rederier, da han fredag modtager Crown Prince Frederik Funds legat til et års studier på Harvard University af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik.

Danske Rederier har ansat ny presse- og kommunikationschef, efter at den tidligere pressechef Rasmus Bebe er startet som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. Det er Christian Kjærgaard-Winther, som blandt andet har en fortid som journalist og redaktør på Børsen og som kommunikationschef i en del af Danske Bank, som overtager stillingen. Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier er glad for at have Christian Kjærgaard-Winther om bord:

”Vi arbejder målrettet for at tegne hele Det Blå Danmark endnu tydeligere i den offentlige debat, og her er Christian et stort aktiv med sin baggrund i både mediehus og forretningsverden. I en tid med handelskrige og politiske nybrud har vi som rederierhverv nemlig brug for en klar stemme til at fortælle om den værdiskabelse, som vi laver for både Danmark og i de lande, hvor vi er en vigtig brik i at facilitere deres handel med omverdenen,” siger Anne H. Steffensen om Christian, som bliver en del af lederteamet i Danske Rederier.

Det gør han blandt andet fordi Jakob Ullegård, som i en årrække har været direktør i Danske Rederier, holder op i organisationen ved udgangen af juni. Fredag modtager han nemlig Crown Prince Frederik Funds legat af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik ved et arrangement på Christiansborg Slot. Legatet giver adgang til et års studier på Harvard Kennedy School, hvor Jakob Ullegård skal tage en Master in Public Administration, som en såkaldt Mid Career-studerende i blandt andet økonomi, ledelse og politik.

”Jeg er stolt af, at Jakob med sin dygtige indsats i Danske Rederier kan komme i betragtning til legatet fra Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Det er jo en kæmpe mulighed for at studere på en af verdens bedste skoler, og det vil helt sikkert bringe Jakob endnu videre. Vi kommer til at savne hans indsats her i Danske Rederier, hvor han har været central for både vigtige politiske resultater, for nærhed til medlemmerne og for den udvikling, som vi er i gang med som organisation. Jeg ønsker ham derfor alt mulig held og lykke fremover,” siger Anne H. Steffensen.