Alle nyheder

25. juni 2020

Nyhed

Ny rapport: Havvind sikrer tusindvis af arbejdspladser

Hver gang en gigawatt havvind sættes op i Danmark, sikres 14.600 årsværk i danske virksomheder. Det viser nyt studie, som for første gang detaljeret har undersøgt de national- og lokaløkonomiske effekter af investeringer i havvind.

En beslutning om at investere i havvind er ikke kun en beslutning om at sikre en grønnere energiproduktion. Det er også en beslutning om at sikre tusindvis af årsværk til danske virksomheder.

For første gang har Danske Rederier, Dansk Energi og Wind Denmark fået undersøgt, hvad investeringer i havvind skaber af beskæftigelse i hele værdikæden – fra produktion af møllen til nedtagning ca. 25 år senere.

For en dansk havvindmøllepark på 1 gigawatt, altså en havvindmøllepark på størrelse med Thor og stor nok til at forsyne ca. en million husstande med strøm - vil 14.600 årsværk tilfalde danske virksomheder. De 4.900 årsværk vil være direkte relateret til havvindmølleparken, mens indirekte årsværk forbundet med havvindmølleparken vil give ca. 9.600 årsværk.

Den nye undersøgelse er den mest detaljerede af sin slags til dato, og viser også beskæftigelsen inden for forskellige brancher og i udvalgte byer i Danmark.

”Endnu en gang viser tallene rent og klart, at investeringer i grøn energi giver et stort og vigtigt bidrag til det danske samfund i form af arbejdspladser i Danmark. Danske kompetencer inden for havvind er verdensførende, fordi vi har en solid og komplet værdikæde herhjemme til at sikre en omkostningseffektiv og yderst konkurrencedygtig udbygning med havvind – helt fra planlægning og projektering og frem til møllerne har udtjent deres levetid”, udtaler Jan Hylleberg, adm. direktør i Wind Denmark.

”Havvind er blevet en stor forretning for rederierne, og tæt på 200 danske fartøjer beskæftiger sig med havvind. Det skaber jobs i Det Blå Danmark – ikke mindst i yderområderne, og vi kan se nu, at for hver gigawatt havvind, der opsættes, vil 1.400 årsværk tilfalde de søfarende. Det er allerede stort, og det kan blive endnu større,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier. 

”Nu slår vi fast, at havvind for alvor skal være Danmarks styrkeposition nummer 1. Vores søterritorium rummer muligheder for at producere uanede mængder af billig grøn el og power-to-x brændsler til gavn for dansk erhvervsliv, for dansk jobskabelse og for hele Europas grønne omstilling,” siger Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi.

Udenlandsk havvindeventyr bidrager i Danmark

Danske virksomheder har de seneste ti år mere end fordoblet deres omsætning inden for havvind. I 2010 udgjorde havvind ca. 20 procent af omsætningen i vindvirksomheder, og i 2020 er det tal steget til ca. 40 procent, mens den samlede omsætning også er steget.

Netop investeringer i havvind i udlandet kan blive meget lukrative for danske virksomheder. Et estimat viser, at danske virksomheder i dag har en markedsandel i havvind i EU på hele 40 procent.

I den nye rapport er konklusionen, at for hver GW havvind, der investeres i Europa, vil 9.100 årsværk tilfalde danske virksomheder, når alle effekter regnes med. Og med et mål fra EU-Kommissionen om 450 GW havvind inden 2050 er potentialet enormt.

Dynamisk lokal effekt

Dykker man længere ned i rapporten, kan man læse, hvordan arbejdspladserne vil fordele sig for de allerede planlagte havvindmølleparker Thor, Kriegers Flak og Horns Rev 3.

Thorsminde og Thyborøn er potentielle servicehavne til vindsektoren. Det betyder, at bl.a. teknikere, som skal servicere vindmølleparken, vil sejle ud fra den af de to havne, der får opgaven. Det vil give mellem 50 og 75 årsværk beskæftiget i hver af de ca. 25 år, vindmølleparken Thor forventes at være i drift.  Dvs. mellem 1.300 og 1.800 årsværk hen over havmølleparkens livstid.

Ser man på Rønne Havn, kan de se frem til at beskæftige op til 104 mand, når de skal være installationshavn for Kriegers Flak. 

Rapporten er udarbejdet af konsulentvirksomheden QBIS og finansieret af Den Danske Maritime Fond.

FAKTA:

- Beskæftigelseseffekten af dansk havvind: For en dansk havvindmøllepark på 1 GW, tilfalder 4.900 årsværk direkte danske virksomheder. Dertil kommer de indirekte og inducerede effekter, hvorved årsværk for danske virksomheder stiger med ca. 9.600 og den samlede effekt bliver ca. 14.600 årsværk.

Danmark er dominerende på europæisk havvind: En europæisk havvindmøllepark på 1 GW bidrager med ca. 3.100 årsværk til danske vindvirksomheder. Dertil kan tillægges de indirekte og inducerede effekter, hvorved årsværk for danske virksomheder stiger med ca. 6.000 og den samlede effekt bliver derfor ca. 9.100 årsværk.

- Danske vindvirksomheder har øget deres omsætning inden for havvind fra ca. 20 procent i 2010 og til 40 procent i 2020. I tillæg svarer danske vindvirksomheders omsætning til ca. 40 procent af de samlede investeringer i havvind i EU i de sidste 10 år.

- Det Blå Danmark står stærkt i havvindsektoren: Under havvindmølleparkens levetid bidrages der med ca. 1.400 årsværk – alene for de søfarende. Dertil skal lægges et markant antal årsværk relateret til den maritime industri, danske skibsværfter – og de danske havne.