Alle nyheder

14. juni 2018

Nyhed

Ø-pas gik som varmt brød

Der blev langet mange ø-pas over disken til de mange, forventningsfulde Folkemødegæster i går. Det skete, da Landdistrikternes Fællesråd og Færgerederierne gik sammen om at promovere ture til de danske øer til Bornholmerfærgens mange gæster.

 Propfyldte færger med glade gæster på vej til årets Folkemøde på Bornholm var det perfekte afsæt for, at Landdistrikternes Fællesråd og Færgerederierne i fællesskab slog slag for de mange muligheder, som besøg på de danske øer kaster af sig. Færgegæsterne tog ivrigt imod de uddelte ø-pas, som kunne starte indsamlingen af stempler med et bornholmsk et af slagsen.

Ø-passet blev introduceret i 2016 og siden er successen vokset og vokset. Det er Landdistrikternes Fællesråd, som nu står i spidsen for indsatsen. Alene i 2018 trykkes i over 190.000 eksemplarer på dansk og 75.000 på engelsk og tysk, så udenlandske gæster også kan komme med ud på øerne.

”Det er helt oplagt, at vi udnytter Folkemødet – som vel er årets største event på en færgebetjent, dansk ø – til at vise, hvad de mange andre øer har at byde på. Med ø-passet er det især mulighederne som gæst på både store og små øer, som vi sætter fokus på. Men sandheden er, at mange øer også oplever bedre muligheder for erhvervslivet efter at priserne er blevet sænket på billetterne,” fortæller Noa Jankovic, kontorchef hos Landdistrikternes Fællesråd, som var med på færgen.

Forventningsfulde gæster på vej med BornholmerFærgen var det perfekte afsæt for at fortælle om mulighederne på de danske øer. Det er der også flere og flere danskere, som får øjnene op for – og derfor står den politiske beslutning om at sænke billetpriserne til de danske øer også som en stor succes.

”Færgerne er en afgørende del af den danske infrastruktur, hvilket beboerne på de danske øer slet ikke er i tvivl om. Det har de seneste års succes med billettilskuddet sat en tyk streg under. For når langt flere gæster øerne, så har det stor betydning for jobmulighederne i det lokale erhvervsliv, især turismen. Det er i sidste ende afgørende for bosætningen på vores øer, at der er jobs at få, hvilket kan være starten til en god spiral,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.

Derfor er han også glad for, at færgerne kunne lægge dæk til en fælles indsats med Landdistrikternes Fællesråd dagen før Folkemødet.

Du kan læse mere om Danske Rederiers øvrige indsats på Folkemødet her.