Alle nyheder

28. marts 2023

Nyhed

Piratangreb afslører fortsat problem

Et danskejet skib blev sent lørdag angrebet af pirater i Guineabugten ved Vestafrika. Danske Rederier opfordrer til at fastholde fokus på problemer med pirateri i regionen.

Det danskejet skib ’Monjasa Reformer’ er sent lørdag aften blevet angrebet i Guineabugten. Skibet er ejet af Monjasa og er endnu ikke blevet fundet i området.

 

- Den igangværende alvorlige og ulykkelige hændelse med Monjasa Reformer viser desværre med al tydelighed, at problemerne med pirateri vest for Afrika langt fra er løst. Vores tanker går først og fremmest til besætningen om bord og deres kære derhjemme, og vi arbejder sammen med Monjasa og relevante myndigheder herhjemme og i området på højtryk for at løse situationen og få de søfarende sikkert hjem, siger Anne H. Steffensen.

 

Skibet befandt 140 sømil ud for Congo og har 16 besætningsmedlemmer ombord. De opholder sig i skibets sikringsrum ’citadellet’. Ingen af besætningsmedlemmerne er danske.

 

- Den aktuelle situation viser med al tydelighed, at de fleste lande i regionen ikke har de fornødne ressourcer eller kapaciteter til at reagere på en sådan hændelse. Vi bør derfor også overveje, hvilke mindre bidrag til øget træning eller overvågning, Danmark kan sende, mens vores flådefartøjer er optaget andetsteds, siger Anne H. Steffensen og fortsætter:

 

- Vi har fuld forståelse for, at der med Ruslands angrebskrig mod Ukraine er brug for Danmarks sømilitære kapacitet andetsteds. Men da piratproblemet vest for Afrika ikke er løst, er vi nødt til at finde andre løsninger. Der er konstant flådefartøjer fra en række lande i området, ikke mindst fra en række europæiske lande. Derfor bør særligt EU-landende i langt højere grad koordinere deres tilstedeværelse , så vi dækker det kæmpestore område bedst muligt.

 

I 2022 var det samlede antal piratangreb i Guineabugten 19. Et fald fra 35 angreb i 2021 og 84 angreb i 2020.