Alle nyheder

29. august 2022

Nyhed

Positivt med udvidelse af energiø

Danske Rederier er meget tilfreds med beslutningen om at udvide energiøen på Bornholm fra to til tre GW.

Forud for det internationale topmøde om havvind på Bornholm i morgen tirsdag den 30.august, har et bredt flertal i Folketinget besluttet, at den planlagte energiø på Bornholm bliver udvidet fra to til tre GW.

Det er en melding, der vækker begejstring hos Danske Rederier.

”Rederierne er for alvor slået ind på en grøn kurs, men for at nå sikkert i havn med vores ambitiøse mål om kunne sejle i nær fremtid uden at udlede CO2, har vi brug for enorme mængder grøn strøm til at producere de grønne brændstoffer. Derfor er jeg glad for at se et bredt flertal gå ambitiøst til værks og blive enige om at udvide planerne for havvind i Østersøen,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

Fakta:

Statsministeren mødes tirsdag den 30.august med EU-Kommissionsformanden, statsledere og energiministre fra Østersølandene på Bornholm. Formålet er ifølge regeringen at styrke udbygningen af havvind i Østersøen og sikre uafhængighed af Ruslands sorte energi.

En havvindmøllepark kræver over sin levetid brug af 17 forskellige skibstyper. Vi har i Danmark ca. 45 rederier, der helt eller delvist er beskæftiger med havvind