Alle nyheder

24. juli 2019

Nyhed

Rederier frygter angreb på skibenes systemer

Halvdelen af rederierne i Danmark frygter ifølge en rundspørge fra Danske Rederier cyberangreb på deres skibes systemer.

Skibet sejler midt ude på havet, og pludselig mister kaptajnen adgang til skibets systemer. Skibet er blevet hacket og kriminelle har nu kontrollen.  De har adgang til skibets systemer, hvor de kan slette oplysninger om besætningen og fjerne data på hvad skibet fragter. Kaptajnen kan intet stille op.

Det er den slags cyberangreb, som rederierne frygter kan ramme deres skibe. I en rundspørge fortaget af Danske Rederier svarer 14 procent af de danske rederier, at de har prøvet at blive angrebet i deres systemer på et skib. 50 procent af rederiernes CEO’s frygter, at de bliver ramt af den type cyberangreb. 

”Det er klart, at risikoen for cyberangreb på vores medlemmers skibe er en ting, som rederierne er nødt til at forholde sig til. Hvis det lykkes for kriminelle, fremmede magter eller andre at bryde ind i et skibs system, vil det have store økonomiske konsekvenser, og i sidste ende kan det være farligt,” siger fungerende direktør for Sikkerhed, Miljø og Maritim Forskning i Danske Rederier, Asbjørn Overgaard Christiansen.

Forsvarets efterretningstjeneste vurderer i sin seneste rapport om cybertruslen mod den danske maritime sektor, at risikoen for spionage og kriminelle angreb er meget høj. Derfor tager vi også risikoen for angreb meget alvorligt, siger Asbjørn Overgaard Christiansen.  

”Medlemmerne er meget opmærksomme på disse trusler og investerer store ressourcer i at beskytte sig mod angreb. Samtidig samarbejder vi med andre sektorer om at udveksle viden og erfaringer om hvordan vi i fællesskab bedst sikrer os ”.