Alle nyheder

01. oktober 2019

Nyhed

Skarp pressekonsulent til Danmarks største eksporterhverv

Du bliver en del af en lille, men effektiv afdeling, hvor vi sammen står for al presse og kommunikation for Danske Rederier. Jobbet består i al sin enkelthed i at få vores budskaber så langt ud over rampen som muligt. Det kan være i avisernes spalter, aftenens nyhedsudsendelser eller på sociale medier.

 

Vi leder efter dig, der med en veludviklet nyhedsnæse kan vride historier ud af tørre tal, formulere skarpe budskaber, og måske endda styre vores Twitterprofil imens. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med de forskellige afdelinger her i huset, vores folk i Bruxelles og selvfølgelig vores mange medlemmer. Derfor kan et par års erfaring fra en redaktion eller en presseafdeling være en styrke, men det er ikke et krav.

 

Attraktiv arbejdsplads

Du bliver en central del af en moderne og åben erhvervsorganisation, hvor der er plads til stor personlig udfoldelse og fladt hierarki. Vi byder nye ideer velkomne og lægger vægt på at være en arbejdsplads, hvor vi arbejder mod fælles mål ad nye veje.

 

Vi er en branche med internationalt udsyn, hvor Danmark er en stor spiller, og pressearbejdet derfor ikke er begrænset til nationale medier.

 

Vi tilbyder udfordrende og varierende opgaver i et spændende og krævende miljø med dygtige kollegaer, hvor et tæt samarbejde på tværs af organisationen og med medlemmerne er i højsæde.

 

Løn efter kvalifikationer.

 

Din profil

  • Uddannet journalist eller lignende.
  • Kan se den gode historie og fortælle den, så man gider lytte.
  • Kender pressens arbejdsvilkår og kan levere hurtigt.
  • Er i besiddelse af solid politisk tæft, som du kan omsætte til proaktiv kommunikation.
  • Er en holdspiller, som også er villig til at gå det ekstra stykke for, at vi sammen kan skabe gode resultater.
  • Kan bygge bro mellem mange typer fagligheder.
  • Har et godt drive og bidrager til, at det også er sjovt at være på arbejde.
  • Er stærk på engelsk, så du kan skære den gode historie til for et internationalt publikum.

 

Vi glæder os til at høre fra dig

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte presse- og kommunikationschef Peter Torstensen på tlf. 30 29 54 65 (send en sms først, så bliver du ringet op).

 

Send din ansøgning mærket ”Pressekonsulent”, CV og relevante bilag til HR@danishshipping.dk senest kl. 12.00 mandag den 14. oktober 2019. Vi forventer at afholde samtaler i uge 43 og 44 med henblik på tiltrædelse 1. december 2019.

 

Danske Rederier

Danske Rederier er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for danske rederier. Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv og kernen i Det Blå Danmark, som skaber 95.000 danske arbejdspladser. Vi er et vigtigt erhverv lige fra hovedstad til yderkommuner, herunder også færgefarten, som er en integreret del af den danske infrastruktur. Dansk skibsfart står for kvalitetsskibsfart, der kombinerer ansvarlighed overfor sine omgivelser med stærk konkurrenceevne. Dansk Skibsfart står for omkring 17 procent af den samlede danske eksport. Se mere på www.danishshipping.dk.