Alle nyheder

27. august 2019

Debat

Skibsfarten er en del af havvindeventyret

Havmølleparken Horns Rev 3 blev i sidste uge åbnet med pomp og pragt af en fjerde klasse fra Hvide Sande, statsministeren og H.K.H. Kronprinsen.


Hermed blev det seneste kapitel i eventyret om udbygningen af havvind i Danmark skrevet, og den gode nyhed er, at de næste kapitler ser ud til at blive endnu mere spændende.

I 2021 åbnes Kriegers Flak i Østersøen, og i 2027 åbnes havmølleparken Thor.

Havvind-eventyret tegner på alle måder til at blive en rigtig god historie. Blandt andet fordi de danske havvind-rederier er vokset i takt med industrien og i dag kan løfte alle tænkelige opgaver.

Det kræver nemlig både materiel og mandskab at holde vingerne snurrende i en havvindmøllepark. I dag benyttes der som minimum 17 forskellige skibstyper over en havvindmølleparks levetid.

Og hvad enten det er ved Horns Rev i Vesterhavet, eller på Dogger Banke i Nordsøen, så er det ikke ligetil at jonglere med havmøller, der er lige så høje, som hvis man placerede Rundetårn ovenpå Bella Sky hotellet i København. Det kræver unikke kompetencer og sømandskab.

Men heldigvis har vi også her en dansk styrkeposition. En styrkeposition som er skabt af bred politisk opbakning, koblet med et dansk industrielt fokus, som har bragt Danmark frem i verdenseliten inden for udbygning af havvind.

I dag arbejder der godt 2.000 søfolk i den danske maritime offshore-sektor. Dertil kommer godt 650 ansatte på rederikontorerne i land og 44 danske rederier er i dag, helt eller delvist, beskæftiget med havvind.

Som en af verdens førende søfartsnationer besidder vi de unikke kompetencer, som også muliggør, at det ikke kun er i produktionen af møller i Brande og på Lindø, at vi excellerer, men i lige så høj grad i bølgerne i Nordsøen eller i Atlanterhavet.

Kvalitet og konkurrencedygtighed

Selvom mange lande først nu er i gang med at skrive de første kapitler i deres havvind-eventyr, så oplever markederne i både øst og vest en eksplosiv vækst. Læringskurven er samtidig mere stejl, end den har været herhjemme, bl.a. fordi en række danske rederier har valgt at dele ud af deres erfaringer i et forsøg på at eksportere deres viden og kompetencer.

Og her har vi i det Blå Danmark, en stor fordel. For selv om der i dag er et konstant pres på hele værdikæden inden for havvind for at levere komponenter og ydelser til en billigere pris, kan vi med vores stærke maritime kompetencer levere på både kvalitet og konkurrencedygtighed. En kombination som har gjort, at danske havvind rederier har leveret ydelser til en markant del af de havmølleparker som i dag roterer i Nordeuropa, og snart vil gøre det i både USA og Taiwan.

Vi er i Det Blå Danmark stolte over at være en del af den danske vindfortælling – og med den stigende interesse for udbygningen af energi på havet, så ser fremtiden lys ud for en dansk søfartssektor, der kan hjælpe den grønne omstilling på vej.