Alle nyheder

21. august 2020

Nyhed

Skibsfarten gør status efter halvår med corona

Alle dele af skibsfarten har været påvirket af de seneste seks måneders coronapandemi. Men det er meget forskelligt, hvor hårdt det er gået ud over rederityperne.

Første halvår af 2020 har været vidt forskelligt fra første halvår af 2019. Den globale pandemi har blandt andet påvirket fragtrater, efterspørgslen efter tjenesteydelser og muligheden for at sejle med passagerer.

 

Alle dele af skibsfarten har været påvirket, men det overordnede billede er, at udviklingen er gået i vidt forskellige retninger, når man sammenligner udviklingen i de internationale søfartsmarkeder i første halvdel af 2020 med første halvår af 2019.

 

Containerskibene har haft tre procent højere indtjening, produkttankere har haft 114 procent højere indtjening, og olietankere har haft 188 procent højere indtjening. Dog er indtjeningen for tørlast faldet med 27 procent. Det viser en ny analyse fra Danske Rederier.

 

”Helt overordnet har det været et turbulent halvår for store dele af handelsflåden. Tankmarkedet har været ekstraordinært godt på grund af mangel på lagerkapacitet i foråret, mens tørlastmarkedet hurtigere fulgte effekten af den globale recession,” siger Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier.

 

Tankmarkedet har dog fundet et mere normalt niveau, efter de olieproducerende lande har nedsat produktionen.

 

Stort samlet fald

På trods af øget indtjening i nogle dele af skibsfarten det første halvår af 2020, ser det samlede billede for søtransport dog ud til at blive negativt i år, fordi verdenshandelen falder, og der er mindre at sejle med. Forventningen er, at transport af varer til søs på globalt plan vil falde 5,2 procent i 2020.

 

”Selvom nogle har kunnet øge indtjeningen trods corona, har det ikke været et nemt halvår for rederierne. Tørlast har været meget udfordret, og offshoremarkedet har også været svært. Desuden har færge- og passagerskibene været i en situation, hvor der i lang tid har været meget få passagerer og mange restriktioner”, siger Jacob K. Clasen.

 

Ud over et marked med generel lavere efterspørgsel, har den helt store udfordring været problemer med at få besætninger af og på skibene.      

 

”Problemerne med besætningsskift har fyldt ufattelig meget i det seneste halve år og gør det stadig. Det er unægteligt svært at drive rederi, når det er så svært for besætningerne at på- og afmønstre. Vi har fundet en del af løsningen i Danmark sammen med myndighederne, men vi krydser fingre for, at situationen normaliserer sig i resten af verden snart,” siger Jacob K. Clasen.

 

Ultraflash – Coronavirus: the impact on global shipping markets